Frederikke måtte afbryde gymnasiet pga. en depression. Siden har hun været på højskole og lært at sænke forventningspresset til sig selv. Til sommer får hun hue på sammen med sin klasse og kan med stolthed kalde sig HF student.
Efter kort tid på gymnasiet blev Frederikke sygemeldt med en depression, da presset blev for stort, og hun begyndte at have det svært med at være ude blandt andre:
”Der er jo desværre mange unge, der har det sådan, at alting skal være tip top perfekt, og det var også sådan en situation, jeg var havnet i. Jeg gik meget op i, hvad andre tænkte om mig, og at alting skulle være i orden."
I årene efter tog hun en danselinje på en produktionsskole og gik i en terapigruppe og hos en psykolog, som hjalp hende med at få det bedre.
Frederikke havde en rigtig god relation til sin UU-vejleder, som flere gange havde foreslået hende at tage på højskole. I 2017 følte Frederikke sig klar til at tage chancen på trods af sin instinktive frygt for at skulle kaste sig ud noget nyt og ukendt.
Før hun startede på Idrætshøjskolen i Århus, anbefalede Frederikkes UU-vejleder, der kendte til hendes situation og uddannelsesforløb, at hun blev tilnyttet højskolens mentorordning for at have en at støtte sig til.
"I starten synes jeg, at det var rigtig svært at skulle være sammen med så mange, men samtidig var jeg bange for at trække mig, hvis det kunne betyde, at andre så skævt til det. Det var noget af det min mentor hjalp mig med at håndtere, så jeg fik taget mig tid til at tage en slapper på værelset og være lidt alene. Hvis jeg var blevet kastet ud ryst-sammen-aktiviteter osv. uden at have en mentor, havde jeg nok måtte give op og stoppe."
I starten havde Frederikke faste ugentlige aftaler med sin mentor, hvor hun vidste, at hun kunne læsse af og dele sine indtryk og bekymringer. I løbet af opholdet blev hun mere selvstændig og mentorsamtalerne færre. Selv beskriver hun mentoren, som "den, jeg altid kunne gå til og snakke med, hvis jeg havde det svært. Hun kunne give mig et skub og guide mig igennem svære og angstprovokerende situationer."
Efter højskolen har Frederikke ændret sin indstilling til skolen, livet og ikke mindst hendes forventninger til sig selv:
"Jeg har helt klart fået mod på livet og er blevet bedre til bare at sige pyt."
Da hun startede på højskolen, var hun stadig meget bange for, hvad andre tænkte, og jeg havde det med at tænke langt ud i fremtiden i stedet for bare at være. Men meget har ændret sig siden, og i dag har hun ikke travlt med at træffe valg om tiden efter HF. Det må komme hen ad vejen:
"Jeg er meget mere afslappet nu, og jeg går ikke og bekymrer mig hele tiden. Da jeg startede på gymnasiet i første omgang, kunne jeg godt lade være med at tage i skole, hvis jeg ikke synes, at jeg havde lavet min lektier 100% ordentligt. Nu kan jeg godt dukke op uden at være helt forberedt og sende mine afleveringer, selvom jeg ikke helt tilfreds. Jeg har lært at acceptere, at det er nok at gøre mit bedste, selvom det ikke er perfekt."