Kristian har gået på 6 forskellige folkeskoler, haft et massivt stofmisbrug og været i karambolage med politiet i en meget ung alder. Højskolen blev hans vej ud af det kriminelle miljø og ind i et fællesskab, der gav ham troen på en fremtid.
19-årige Kristian har det meste af sin opvækst kæmpet med en kraftig ADHD og taget en del medicin i den forbindelse. Men da han pludselig fik en blodprop, droppede han medicinen og oplevede samtidig et uventet skift i sin adfærd:
"Uden medicinen gik der nærmest ild i mig. Jeg havde ikke lært at konsekvensberegne og kontrollere mine impulser. Jeg fik et heftigt hash- og stofmisbrug og blev rodet ud i en masse bøvl med politiet og autoriteter i det hele taget."
Fra 8. klasse og halvvejs gennem 10. klasse gik han på en skole for unge med problemer, men endte med at blive smidt ud af 10. klasse.
Da kommunen tilbød Kristian et år på Egå Ungdomshøjskole takkede han ja uden de store forventninger til, hvad højskolen kunne gøre for ham. Både hans 10. klasse-lærer og hans misbrugskonsulent havde anbefalet ham højskolen, og nu blev det en realitet.
Ti minutter inden Kristian skulle møde op på højskolen tog han en streg og røg en joint.
"Jeg blev taget imod med en venlighed, jeg ikke havde mødt før. Alle gik rundt og hilste på hinanden og pludselig var der nogen, der gerne ville mig noget. Det var en vild oplevelse."
Og selvom han ikke havde haft ambitioner om at droppe stofferne på forhånd, gik der ikke mere end et par dage, før han besluttede at kvitte én gang for alle.
"På trods af slemme abstinenser, følte jeg ingen trang til at vende tilbage til mit gamle liv. Jeg kunne fandme godt li' at være ude blandt mennesker og rent faktisk føle noget. På en uge gik jeg fra ikke at få pulsen op ved tanken om at dø af en blodprop til at få galopperende dødsangst, fordi jeg var blevet så glad for livet."
For Kristian var den helt store forskel fra tidligere uddannelsesinstitutioner, at både elever og ansatte mødte ham med nærvær, kærlighed og støtte:
"Min hjerne begyndte at virke igen, og jeg fandt nogle virkelig nære venner, fik grædt ud et par gange, og pludselig gik det op for mig, hvad det var, jeg havde været ved at smide væk."
Hans turné gennem grundskoler, specialklasser og dårlige relationer havde pludselig ændret kurs, og han begyndte så småt at give sig selv lov til at lukke andre ind:
"Jeg blev virkelig rørt over, at jeg lige pludselig kunne føle mig populær blandt de andre. Det gik op for mig, at jeg måske ikke er så skidt igen, som jeg gik og troede."
Foruden en radikal ændring i sindet tabte Kristian 40 af sine 110 kg, der vidnede om en barsk livsstil før højskolen.
En stor del af Kristians udvikling skyldes højskolens voksne, der havde tålmodighed til at finde og støtte hans gode, legende og nysgerrige sider, som havde været gemt væk i en årrække.
"Det er ikke bare elever, der skal fungere, så højskolen kan få penge i kassen. De tager sig sgu af os som mennesker. Også når vi har det svært og opfører os derefter."
Foruden en stor omsorg oplevede Kristian en ny voksenrolle, som mødte ham uden at ville dømme og kontrollere:
"De ansatte virkede mere som børn, der er blevet voksne, end autoriteter, der gerne vil bestemme over en. De havde en fed energi, og man fik en ligeværdig relation med dem."
"Før højskolen var min fremtidplan ikke længere end: ’Jeg skal ud og skide om 10 minutter' – men allerede efter et par uger begyndte jeg at tænke længere frem og få lyst til at lave noget med mit liv. Mit følelsesliv og mine fremtidsplaner begyndte at strikke sig sammen foran mig."
Fagligt var han optaget af højskolens e-sportsfag, hvor de lærte at udtænke strategier sammen og gøre en hobby til mere end et spil. Han havde stadig svært ved at holde fokus til lange foredrag, men i løbet af opholdet begyndte interesser fra tidligere at spire:
"Jeg begyndte at tænke på de ting, jeg kunne li', da jeg var barn - før det hele gik skævt. Jeg elskede at lege med lego og ville gerne bygge ting. Så jeg snakkede med forstanderen om, hvad jeg kunne gøre for at søge ind på en tømreruddannelse."
Forstanderen hjalp Kristian med papirarbejdet, og en måned efter højskoleopholdets afslutning startede han på tømreruddannelsen:
"Tømreruddannelsen var 100% det rigtige valg. Jeg elsker mit arbejde og føler mig motiveret. Jeg savnede at lege, og det kunne jeg finde frem igen med tømrerfaget. Set fra mit synspunkt render jeg jo bare og bygger med lego og skyder elementer sammen. Det er en god måde at være aktiveret på."
Det er vigtigt for Kristian at understrege hvor vigtigt, det er at møde vejledere og voksne, der tror på en og tør holde fast:
"I må ikke at give op på folk, selvom de kan være en pestilens at arbejde med. Jeg har uden tvivl været en byrde at have rendende derude en gang i mellem, men de har holdt hånden over mig, og det har gjort en kæmpe forskel i mit liv. Jeg takker dem for at holde fast i mig", siger han og fortsætter:
"Når man har givet op på sig selv, er det svært at komme igennem med noget, men det får man sgu igen, når man møder sig selv på en anden måde på højskolen," afslutter Kristian.