Vi fordyber os i filteteknikker, der alle gør det muligt at fremstille filt, der kan rumme noget. Tasker og krukker kan rumme ting. Vanter, huer, indesko og veste kan rumme og varme kroppen. Det forunderlige ved filtning er, at man allerede som begynder kan lave fine og brugbare ting. Har man erfaring kan man med stort udbytte lære mere og fremstille avanceret filt med indbyggede og raffinerede detaljer. Vi vil møde både finfibret merino, grovere karteflor og helt rå uld, der indgår i filten med hver deres særlige egenskaber. Filtens oprindelse og kulturhistorie inddrages undervejs, ligesom vi vil komme omkring ulden som mangfoldig ressource. Underviser: Mette Østman, leder af Filtværket.