Caroline Søeborg Ahlefeldt
”Jeg var overbevist om, at jeg skulle være journalist.”

Hvad ville du være, inden du tog på
højskole?
Jeg var overbevist om at jeg skulle være journalist. Jeg
kom ikke ind på studiet og søgte derfor ind på informations- og
medievidenskab. Det viste sig dog, at det ikke havde meget med
journalistik at gøre. Der var mere fokus på computerspil og
mulitimedieudvikling.
Hvorfor ændrede du mening?
Jeg tog en pause fra studierne, og på højskolen fandt jeg
ud af, at jeg havde forretningstalent. Det kom bl.a. til udtryk,
fordi skolen ikke havde computere, men kun skrivemaskiner. Jeg tog
teten og gik fra forhandler til forhandler for at få det bedste
tilbud. Det endte med at skolen fik gratis computere på prøve i
hele den periode, jeg var der.
Hvad var det bedste ved højskoleopholdet?
På højskolen oplevede jeg en mangfoldighed, en
nysgerrighed og et enestående energiniveau. Og midt i
mangfoldigheden var det samtidig en tiltrængt pause, hvor jeg kunne
tænke mig om. Højskoleopholdet gav stof til eftertanke om retningen
i mit liv.
Hvorfor vil du anbefale andre at tage på
højskole?
For unge mennesker kan det være befordrende i forhold til
studievalg og til at finde sin egen vej i tilværelsen. Man får
mulighed for at skabe et rum i sit liv, hvor man føler efter og
tænker over livet på en anden måde. Men folk i alle aldre bør tage
på højskole. Jeg tager stadig på korte højskolekurser med familien
- vi synes, det giver os mere end en charterferie.
| Relevante lange kurser |




