Louise Wolff

Hvad drømte du om at blive, inden du tog på højskole?

Jeg var ret uafklaret. Jeg vidste, jeg kunne lide sprog, men jeg kunne også godt lide at tegne. Vi har en del arkitekter i familien, så den oplagte løsning ville have været at blive arkitekt som min far. Men netop usikkerhed var nok grunden til, at jeg var nødt til at prøve noget helt andet. Der var så mange i min familie, der blev ved med at sige, at det er vigtigt, man vælger en retning, men det var jeg slet ikke i stand til på det tidspunkt.

Fik højskoleopholdet dig til at ændre planerne?

Jeg kunne pludselig se, at verden var større. At der var så meget at vælge mellem. Jeg fik ikke en åbenbaring, men mit menneskelige spektrum blev udvidet, og jeg fik så mange farver ind i mit liv.

Det vigtigste, jeg lærte, var at blive et interesseret menneske, og jeg tror faktisk, at det har betydet, at jeg sidenhen vendte blikket mod journalistikken, fordi det er et fag, hvor man får lov til at interessere sig for mange ting og andre mennesker. Der var bare en masse menneskelige brikker, der fandt på plads, som sidenhen gjorde, at jeg var i stand til at sige "Nå men det er jo det her, jeg skal".

Hvad betød højskoleopholdet for dig?

Det betød rigtig meget. Det var lige i de år, jeg faldt på plads som menneske. Jeg blev rigtig god til at knytte bånd til andre mennesker, fordi man bor så tæt sammen og skal forholde sig til hinanden, så man udvikler en lang række sociale kompetencer.

Desuden betød opholdet, at jeg blev bevidst om, at hvis man gerne vil noget stort, så skal man være flere om at gøre det. Det er fint nok at sidde med egne ego-drømme, men når noget lykkedes, var det fordi, vi var flere om det.

Hvad var det bedste ved opholdet?

Jeg følte, jeg i et halvt år havde 80 venner, som ville mig det bedste, og som jeg ville det bedste. Det er jo langt fra alle, jeg ser i dag, men der er venskaber, der stadig holder. Jeg lærte at knytte bånd som menneske, og det har jeg i høj grad brugt i mit senere liv.

Hvorfor vil du anbefale andre at tage på højskole?

Der sker noget rent menneskeligt, når man giver sig selv lov til at bruge et halvt år på at være en del af en gruppe. Man indgår i et fællesskab og bliver bevidst om de værdier, der ligger i det.

Vi lever i et samfund, der er vildt resultatorienteret, og der skal hele tiden komme noget ud af det, man gør. Men at investere et halvt år i at blive et mere helt menneske, som er i stand til at gavne det samfund, vi lever i, giver enormt meget.

Desuden får man sindssygt gode venner og fede oplevelser. Og man vokser som menneske, fordi der er nogle, der kigger på en på en ny måde. Man er ikke bare hende hjemmefra, som er kendt i en bestemt sammenhæng - man får pludselig nye blikke på sig selv.