Typiske spørgsmål og svar
Er højskolen kun for de unge?
Nej, alle voksne over 17½ år kan komme på højskole (på de tre ungdomshøjskoler skal man være fyldt 16 ½ år). Læs mere om korte kurser og lange kurser.
Findes der højskoler i andre lande?
Højskoler er et dansk fænomen opfundet af N.F.S. Grundtvig for over 160 år siden. Der findes højskoler i de andre nordiske lande. Er du interesseret i at komme på højskole i et andet land, kan du evt. kontakte landets ambassade og høre, om der findes noget, der ligner højskoler i det land. Se liste over nordiske folkehøjskoler og læs om at få tilskud til langt højskoleophold i andre nordiske lande.
Hvor mange højskoler er der i Danmark?
Der er i øjeblikket 73. Se den historiske udvikling i forhold til nye og lukkede højskoler på Folkehøjskolernes Forenings hjemmeside - klik her
Hvor mange seniorhøjskoler er der i Danmark?
Der er 4 seniorhøjskoler: Højskolen Marielyst, Rude Strand
Seniorhøjskole, Kolt Seniorhøjskole samt Seniorhøjskolen Nørre
Nissum. Der er også seniorkurser på mange af de andre
højskoler.
Søg seniorkurser.
Hvorfor kan jeg ikke finde Tandlægehøjskolen i kataloget?
Højskolekataloget indeholder de statsanerkendte
folkehøjskoler.
Tandlægehøjskolen er en uddannelsesinstitution - ligesom
Journalisthøjskolen, Handelshøjskolen osv. Højskole er ikke et
beskyttet navn, så du kan sagtens møde uddannelser eller andre
institutioner i Danmark eller udlandet, som kalder sig
"højskole".
Hvornår udkommer næste års Højskolekatalog?
Højskolekatalogerne - ét for lange ophold og ét for korte kurser - udkommer i slutningen af november måned.
Kan jeg få støtte til at tage på højskole?
Der er en række muligheder for støtte: (Fonde, kommunestøtte, elevfonde, ledige under 25 år med dagpenge, unge uden ungdomsuddannelse - fx via særlig mentorordning m.m.). Læs mere om tilskud til lange kurser og tilskud til korte kurser.
Kan jeg få SU med på højskole?
Nej, det er ikke muligt. Læs mere mulighederne for at få tilskud til lange kurser.
Kan jeg få vejledning på en højskole?
Vejledning er obligatorisk på højskolerne - så du er helt sikker
på, at du vil møde kvalificerede lærere, som kan vejlede dig og
hjælpe dig til at finde ud af, hvad du skal ta' fat på efter
højskoleopholdet. Faktisk har de, der har været på højskole, færre
studieskift end andre!
Læs mere
om uddannelse og højskole her
Kan man få støtte til at komme på højskole i andre nordiske lande?
Danske (inkl. færøske og grønlandske) elever kan søge dansk
statsstøtte til kurser af mindst 12 ugers varighed på en
folkehøjskole i et andet nordisk land.
Læs
om puljen Nordisk Højskolestipendium her.
Kan man komme på højskole, hvis man er dårligt gående?
Som hovedreglen skal man være selvhjulpen for at komme på højskole (Egmont Højskolen er en undtagelse). Se en liste over højskoler, der har faciliteter for mennesker med handicap - klik her.
Kan man købe et gavekort til et højskoleophold?
Ja, du kan købe et gavekort her.
Kan man som pensionist få tilskud til et højskoleophold?
Du skal rette henvendelse til din kommune og spørge om det er muligt at få støtte.
Kan man ta' sin hund med på højskole?
Én højskole siger, at man kan tage sin hund med - det er Vrå Højskole. Der kan evt. være mulighed på andre skoler efter speciel aftale. Pga. allergihensyn vil de fleste skoler sige nej.
Kan udlændinge komme på højskole i Danmark?
Det kan de.
Læs mere
om støttemuligheder for udlændinge.
Kan unge fra de nye EU-lande (tidligere øst-europa) få støtte til at tage på højskole?
Ja, højskolepuljen som administreres af Styrelsen for International Uddannelse, giver tilskud til højskoleophold af mindst 12 ugers varighed for unge fra de nye EU-Lande som Cypern, Estland, Litauen, Malta, Polen Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien. Læs om puljen og download ansøgningsskema.
Må man ryge på højskolen?
Alle højskoler har en rygepolitik, som man kan få oplyst ved at ringe til skolen.
Synger man efter en speciel sangbog på højskolerne?
Ja, de fleste steder synger man flittigt fra højskolesangbogen. Den udkom i 18. udgave i 2006. Det er den mest solgte bog i Danmark. Sangbogen anvendes også til fællessang mange andre steder end på højskolerne. Læs mere om Højskolesangbogen her og lyt til melodierne.
Hvad er prisen for et højskoleophold?
Nedenfor kan du se nogle vejledende priser for et henholdsvis et langt og et kort højskoleophold, men kontakt den enkelte højskole for at få oplyst de præcise omkostninger ved det højskoleophold, du er interesseret i.



