Frank Hvam

”Havde det ikke været for højskolen, havde jeg nok ikke haft selvtilliden til at komme i gang med det, jeg gør nu."

Frank Hvam
Komikeren Frank Hvam fandt ud af, at han er god til pjat

Frank Hvam står sammen med Casper Christensen bag tv-serien "Klovn", der har slået alle seerrekorder på TV2 Zulu. Men egentlig lå det slet ikke i kortene, at Frank Hvam skulle blive en af Danmarks mest populære komikere:

"Jeg havde en helt klar plan for mit uddannelsesforløb og min karriere. Da jeg besluttede mig for at tage på højskole halvvejs inde i min dyrlægestudium, var det mest fordi, jeg tænkte, at hvis jeg skulle nå at komme på højskole ligesom sin mor og mormor, så skulle det være nu."

Planen var at vende tilbage til studiet, men samtidig indrømmer Frank, at der nok alligevel lurede en tvivl om, hvorvidt det var det rigtige, han var i gang med:

"Jeg havde helt klart en lyst til at optræde, men jeg var nok ikke bevidst om, hvor meget jeg havde lyst til det. Jeg valgte en almen, grundtvigsk højskole, fordi jeg havde en idé om, at det garanterede en vis kvalitet. Selv om jeg trængte til et frirum, skulle det stadig være seriøst - og det levede lærerne op til."

Noget af det, der overraskede ham mest, var den dynamik, der opstod i samspillet med de andre elever:

"Det med fællesskabet var bedre, end jeg havde regnet med. Mine tidligere oplevelser med at deltage i et fællesskab føltes mest som en straf - som når læreren på 10. klassernes sidste skoledag tvang én til at dele sine indsamlede karameller med de dovne klassekammerater. Men på højskolen virkede det pludselig ægte at være fælles om tingene. Der var en særlig lidenskab og passion, og det smitter af på eleverne, når lærerne er ildsjæle".

Under højskoleopholdet opdagede Frank også, at han ikke behøvede at følge den slagne vej - at man kunne leve på en anden måde:

"Hele skolesystemet kværner jo bare derudaf og levner ikke én tid til at tænke. Man vurderes og vejes - og målet for ens arbejde bliver resultatet af den næste test. Man kobler sig af det, man rigtig interesserer sig for og prøver at interessere sig for det, man får besked på, at man skal interessere sig for. Det begraver den iværksætter-ånd, der er i mange mennesker - og som også viste sig at være i mig."

Efter højskoleopholdet besluttede Frank sig i første omgang for at forfølge skuespillerdrømmen:

"Jeg havde jo stadig en idé om, at det var mest ordentligt at få en uddannelse, så jeg søgte ind på Statens Teaterskole, men var ikke i nærheden af at komme ind. Alligevel vidste jeg, at jeg ikke kunne vende tilbage til mit gamle studium. Der var gået hul på noget under højskoleopholdet - jeg følte mig som en burfugl, der var blevet sluppet ud."

Inspireret af sin tidligere studiekammerat, Jan Gintberg, begyndte Frank at optræde med stand-up på de små københavnske scener. Modet havde han i høj grad med fra højskolen:

"Højskolen er jo et vanvittigt rygklappersted, som sender én af sted med en form for kunstig medvind. Havde det ikke været for den, havde jeg nok ikke haft selvtilliden til at komme i gang med det, jeg gør nu. Jeg havde ikke på samme måde været i stand til at tage livet i egne hænder."

Siden har Frank Hvam både på scenen, på tv og på filmlærredet bevist, at komikken var det helt rigtige karrierevalg.

Find kurser og indhold




Fælleskataloger 2012

Få fælleskatalogerne tilsendt med posten, eller læs katalogerne online.

Tilmeld nyhedsbrev

Få Højskolernes månedlige nyhedsbrev.

Se tidligere nyhedbreve her.

KATALOGBESTILLINGSe kurv
Du har ikke bestilt nogle kataloger