Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Unge flygtninge deler deres historier

Udgivet 01-11-2017
Højskoleliv

Unge med flygtningebaggrund fortæller historier på scenen i Århus. De er blevet trænet i at mestre det levende ord på Hadsten Højskole. Deres fortællinger kan høres på podcast i det nye år.

Unge flygtning deler deres historie på café i Århus

Seks unge med rødder i Afghanistan, Syrien og Sierra Leone og med flygtningetematikken som fællesnævner går på scenen. De er deltagere i projektet 'Undervejs' og er gennem et intensivt forløb i Story Slam på Hadsten Højskole blevet trænet i at mestre det levende ord - og bruge det til at fortælle deres historier.

Historierne handler om at føle sig hjemme, føle sig fremmed og det midtimellem. De handler om forældre og frigørelse. Om kærlighed. Om at træffe beslutninger. Om at miste. Om at finde sig selv. 

De unges unikke indblik er med til at sætte ansigter på statistikker og værdipolitiske floskler. Men det er kombinationen af deres usædvanlige historier og de almengyldige byggesten, som ethvert ungdomsliv består af, der for alvor tilfører flygtninge- og integrationsdebatten nuancer og en tiltrængt tredimensionalitet.

Teatercafe i Århus 2. november

Torsdag den 2. november 2017 kan man høre tre af deltagerne fortælle to historier hver på teatercaféen Katapult i Århus.

Storyslam - en konkurrence i historiefortælling

Anledningen er årets sidste StorySlam – en konkurrence i historiefortælling stærkt inspireret af newyorker-fænomenet  The Moth , hvor i alt seks danskere fortæller to historier fra deres liv på en aften. Historierne kan være sjove, alvorlige eller skæve. Det eneste krav er, at de er virkelige, og at de tager seks minutter at fortælle.

Arrangementet er åbent for alle. Billetsalget starter kl. 19.30 ved døren ind til Katapults teatersal på Godsbanen. Showet går i gang kl. 20.00. Der er mulighed for at reservere billetter på forhånd – de skal i så fald afhentes i døren senest kl. 19:30 på dagen. Billetterne koster 60 kr. (inkl. en dåseøl).

Læs mere om storyslam arrangementet 

Hør dem i podcastserie 2018

De tre andre deltagere er med i StorySlam i januar 2018, og ellers skal de unge ud og fortælle deres historier alle steder, hvor de har relevans.

De unges liveoptrædener bliver optaget og danner grundlag for en podcastserie, der udkommer i foråret 2018 – igen stærkt inspireret af The Moth, der formidler ’ualmindelige historier fortalt af almindelige mennesker’.

Projektet er Støttet af Dansk Folkeoplysnings Samråd.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies