Højskolen har lært mig at respektere forskelligheder og se alle som lige

Udgivet 26-02-2019
Højskoleliv

KLUMME Ulrikke er barn af højskolen. Det har lært hende at være åben overfor alle mennesker. "Jeg håber at unge i min generation tør stå ved deres holdninger og være åbne over for andre uanset baggrund, interesser, religion, køn, seksualitet og alt andet, der gør os til dem, vi er."

Barn af højskolen

Af Ulrikke Trinskjær

Da jeg kun var få måneder gammel blev min mor, Lisbeth Trinskjær, forstander på Ubberup Højskole, og jeg har derfor været tæt forbundet med højskolerne hele mit liv. Jeg har altid fået lidt specialbehandling af medarbejderne på de forskellige højskoler, så mit indtryk af højskoleverdenen er måske lidt anderledes end de fleste andre.

"Min drøm er, at unge i min generation tør stå ved deres holdninger og være åbne over for andre uanset baggrund, interesser, religion, køn og seksualitet"

Ulrikke Trinskjær

Behind the scenes

Jeg har på mange måder oplevet højskolelivet ”behind the scenes”. Det startede med, at min mor blev forstander på Ubberup, da jeg var så lille, at jeg kunne sidde på hendes arm.

Siden dengang har jeg overnattet i et hus på skolen, spist frokost med medarbejderne, brugt personalets toiletter, hjulpet Hanne i køkkenet, leget i idrætssalen med mine søstre, haft adgang til forskellige værksteder og været til mange af skolens arrangementer.

Åben overfor alle mennesker 

De forskellige situationer har betydet, at Højskolen er blevet en del af den, jeg er. Den har lært mig at være åben overfor alle mennesker - også selvom de er meget anderledes, end det jeg er vant til.

Det at have set højskolen fra sidelinjen har lært mig at respektere forskelligheder og se alle som lige.

Jeg har haft en særlig adgang til højskolen end de fleste på min alder, og det har givet mig mulighed for at opleve en masse unge mennesker med forskellige baggrunde finde hinanden og blive en del af et fællesskab.

Håber unge vil overveje højskole

Derfor håber jeg, at andre unge vil overveje at gå på højskole - delvist for at perspektivere deres syn på verden, men også for at få gode og unikke oplevelser.

Min drøm er, at unge i min generation tør stå ved deres holdninger og være åbne over for andre uanset baggrund, interesser, religion, køn, seksualitet og alt andet, der gør os til dem, vi er.

_______

Ulrikke Trinskjær er 14 år og går i 8. klasse på Skolen i Sydhavnen. I uge 8 har hun været i praktik i Højskolernes Hus.

Læs hele Ulrikke klumme på www.ffd.dk