Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Til udlandet med højskolen

Mulighederne for at komme ud i verden med højskolen er mange. På de lange kurser er der ofte en studietur eller en længere rejse. Der findes også selvstændige, korte rejsekurser.

Rejs til udlandet med højskolen

Verden ligger åben, når du tager et højskoleophold i Danmark. Når du rejser med højskolen, vil du først blive klædt godt på gennem undervisning om destinationen. Dette er med til at give en mere indgående forståelse af stedet, når I først når frem. Og det bliver dermed en helt særlig oplevelse.

Studieture

Højskoleophold, der varer 4-6 måneder, inkluderer ofte en uges studietur. Hele skolen tager afsted sammen og der vil være spændende fællesaktiviteter, møder med lokalbefolkningen og tid til at gå på opdagelse på egen hånd. Dine højskolelæreres kontakter rundt omkring i verden er med til at give dig en unik tur. Samtidig er en fælles rejseoplevelse med til at styrke sammenholdet.

@nannamorganwinther

@nannamorganwinther
Hadsten Højskole fyrer den af i Tjekkiet.

01 @linaskottegaard

@linaskottegaard
Elever fra Brandbjerg på ski i Østrig.

Længere rejser med dit linjefag og volontørarbejde 

Nogle højskoler har fag, der fungerer som forberedelse til en længere rejse. Rejsen kan enten finde sted i løbet af tiden på højskolen eller være i forlængelse af dit ophold. Rejsernes varighed kan være fra 2 uger til et par måneder. I Danmark forbereder du dig gennem fx: 

  • Sprogundervisning i spansk inden en tur til Sydamerika.
  • Diskussion af amerikansk politik inden en tur til Sydstaterne.
  • Fysiske forberedelser inden en trekkingtur i Canada.
  • Etiske og praktiske forberedelser inden et volontørophold i samarbejde med en lokal NGO i Indien eller Afrika. 
  • Og meget mere…

Hvis den lange rejse ligger efter opholdet på højskolen i Danmark, er der ofte mulighed for at forlænge turen og rejse videre på egen hånd. 

Højskole eller rejse i sabbatåret?

Er du i tvivl om du kan nå det hele i dit sabbatår? Du kan sagtens komme ud i verden som en del af dit højskoleophold. Men du kan også selv vælge, hvor længe du vil være på højskole. På den måde kan du også få tid til andre ting. Du kan f.eks. arbejde i et halvt år, tage på højskole i 3 måneder og derefter tage på en 2 måneders tur til Østeuropa. Det er op til dig. 

Kortere rejsekurser for voksne

Selvstændige rejsekurser på højskolen varer ca. 2 uger. Nogle kurser vil bringe dig til fjerne destinationer og have karakter af rundrejser, mens andre går i dybden med et sted i vores nærområde, fx Skandinavien eller Nordtyskland. Typiske emner for et rejsekursus er: Arkitektur, storslået natur, opera, vandring, friluftsliv eller historie.

Tager du på et rejsekursus, møder du engagerede og fagligt dygtige lærere, som også har stor erfaring med at være rejseledere. Efter et kort forberedende højskoleophold drager du på rejse med andre voksne i alle aldre.

01 @nicklas.bruun

@nicklas.bruun
Elever fra Krogerup Højskole i Hollywood.

Sofiaspac2

@sofiaspac
Aftenstemning i Burma.