Ellen tog et pitstop fra medicinstudiet

I Efteråret 2018 tog Ellen Bjerre Koch et afbræk fra medicinstudiet for at tage 2 måneder på højskole. Opholdet gav hende et nyt fællesskab og fornyet energi til at fortsætte sin drømmeuddannelse.

15-01-2019

Fra en verden af medicin

Efter 2 intensive år på medicinstudiet, besluttede den dengang 22 årige Ellen Bjerre Koch at trykke pause og løfte hovedet fra læserierne. Oprindeligt var planen, at hun ville ud og rejse, men da en ven anbefalede hende at tage på højskole med argumentet om, at 'man bliver lykkelig af det', endte valget på Krogerup Højskole:

"Fjerde semester på medicinstudiet var super hårdt, og jeg havde brug for forandring. Alle mine venner var fra studiet, jeg arbejdede i en akutmodtagelse og hele mit miljø var orienteret omkring medicin. Jeg havde lyst til at prøve at være i en sammenhæng, der ikke handlede om medicin."

En ny måde at lære på

Højskolen blev en tiltrængt forstyrrelse fra en diciplineret hverdag, hvor pensum fylder godt i skemaet:

"Jeg har været vant til, at den måde, man lærer på er at sætte sig ned og lære tingene fra a-z, men på højskolen var der ikke de samme rammer, som man partout skal holde sig inden for. Underviserne er engagerede på en helt anden måde, og det bliver meget personligt. På studiet havde jeg også super dygtige undervisere, men på højskolen bliver man fx inviteret ind i lærernes hjem, og det giver anledning til nogle andre og meget givende snakke, som jeg ikke ville være foruden. Man er i højere grad på højskole for fællesskabets skyld og for at få rykket nogle grænser – ikke kun for at lære. Det synes jeg er helt vildt fedt."

Fornyet motivation

Højskoleopholdet har blandt andet konfronteret Ellen med hendes politiske overbevisning og engagement:

"Jeg er blevet tvunget til at reflektere over, hvorfor jeg gør og vælger, som jeg gør. Jeg har lært at turde stå fast på min holdning, og det er en vigtig evne at have fremadrettet - også i det fag, jeg beskæftiger mig med. Det særlige ved højskolens undervisningsform er, at den er drevet af elevernes lyst og engagement til rent faktisk gerne at ville. Og så tænkes der tilpas meget ud af boksen til, at man får et friskt pust." 

Efter to måneder på Krogerup var Ellen klar til at vende tilbage medicinen og påbegynde sit bachelorprojekt:

"Noget af det bedste, jeg fik ud af mit højskoleophold var, at jeg blev bekræftet i, at jeg rigtig gerne vil medicinstudiet, og at det er dét, jeg skal. Jeg tror, jeg havde brug for lidt luft til at finde ud af, at jeg er det helt rigtige sted med mit studie."

Unødvendig barriere 

Da Ellen næsten var halvvejs igennem sin videregående uddannelse, var hun lidt bekymret for, at hun ville følge sig fejlcastet i flokken af 4.g'ere, der kom lige fra gymnasiet:

"Før jeg tog afsted var jeg lidt bekymret for, om der ville være et aldersclash mellem mig og de øvrige elever. Om jeg ville føle, at jeg for var for langt i mit studie og i min udvikling til at kunne relatere til de andres situation. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg bare skulle bare være mig – ikke min alder. Det betød ikke noget for det faglige eller sociale. Jeg synes tværtimod, at jeg havde noget andet at bidrage med lige som dem, der kom fra gymnasiet eller en stribe sabbatår, havde."

Og selvom hun til at starte med, lige skulle sluge, at der kun var få andre på hendes alder, oplevede hun hurtigt fordelen ved, at alle kommer med forskellige baggrunde og erfaringer, og at det er dét, der betyder noget.

_____

 

Læs mere om pistop-ordningen her