Lysten skal drive værket
På lærerværelset tjekker Kurt op på næste uges aftale med kollegaens labrador, som får en central rolle i zoologi-undervisningen, når der skal diskuteres etik og kæledyr.
Hvilke andre steder i uddannelsessystemet kan man springe alt det kedelige over og gå direkte til det fedeste? Det er sindssygt privilegeret!
Kurt Willumsen, forstander på Uldum Højskole
Kurt underviser selv i Naturoplevelser og Zoologi og sætter en dyd i at blande fagene med virkeligheden. Derfor skiftes klasselokalet også ofte ud med en minkfarm, en dyrepark, en gård, skov eller noget helt femte. Herfra rejses diskussionerne, der strækker sig fra de konkrete, praktiske forhold og forskelligheder til mere moralsk-filofiske refleksioner over den bevidste forbrugers daglige dillemmaer.
I hjørnet af haven har et par elever bygget et insekthotel af rør og hule mursten. Hotellet er resultatet af et projekt, Pernille har startet op sammen med en gruppe fra faget 'Bæredygtig Livsførelse'.
"Jeg synes, det er fedt, at vi har arbejdet så projektorienteret, at jeg fx har kunnet gå i dybden med biodiversitet og vilde bier. Vi har haft mulighed for at beskæftige os med lige den del af faget, vi synes er spændende," siger Pernille.
Og netop den interessedrevne læringsform er en af Kurts centrale pointer omkring højskolens mulighed for at vække unges nysgerrighed for naturvidenskabelige fag:
"Hvilke andre steder i uddannelsessystemet kan man springe alt det kedelige over og gå direkte til det fedeste? Det er sindssygt privilegeret! Selvfølgelig kræver det en gang i mellem noget teknik eller teori at nå til essensen, men vi kan dosere det i et passende omfang i forhold til elevernes motivation. Jeg tror på, at det er der, vi kan smitte dem med en videre interesse for at fordybe sig i de ting, vi underviser i," siger han.
Jeg har helt oprigtigt fået en plan B i mit liv, og det er en ret fantastisk følelse. Før vidste jeg ikke, hvad jeg skulle, hvis jeg ikke kunne blive læge, men det ved jeg nu.
Asta Augusta Lind, 25 år
For Asta har fagene ikke blot inspireret hende, men også åbnet døre for alternative uddannelsesvalg:
"Jeg har helt oprigtigt fået en plan B i mit liv, og det er en ret fantastisk følelse. Jeg vil gerne studere medicin, men hvis det ikke går, vil jeg gerne læse biologi. Jeg har ellers aldrig tænkt, at det var noget for mig, men den undervisning, jeg har fået i Naturoplevelser og Zoologi har virkelig inspireret mig. Før vidste jeg ikke, hvad jeg skulle, hvis jeg ikke kunne blive læge, men det ved jeg nu, siger Asta en smule overvældet over sin egen erkendelse."
"I tror, det er kloge-Ågerne, der ændrer verden, men det er ingeniørerne"
Og elevernes oplevelse af højskolens tilgang til naturfagene stemmer godt overens med forstanderens ambitioner. Kurt har ikke en klar vision om, at fagene skal være kompetencegivende og forberede de unge til naturvidenskabelige studier på universitetet, men han har et udtalt håb om, at de forlader Uldum med en nyfunden interesse og bevidsthed om, at naturfaglige og samfundsmæssige problematikker er noget af det vigtigste overhovedet.
"Som jeg tit siger til dem, når jeg får lejlighed til det. I tror, det er kloge-Ågerne, der ændrer verden, men det er ingeniørerne. Det er dem, der opdager og finder praktiske løsninger på det, vi alle sammen sidder og diskuterer os frem til, at vi må have gjort noget ved. Det er naturvidenskabsfolk, der flytter tingene, så hvis de virkelig vil lave noget om i den her verden, er det den vej de skal gå.., Men de hører sikkert bare sådan noget far-snak, som de ikke tager alvorligt," afslutter han grinende.
Alt i alt understreger besøget på Uldum, at skolens tilgang til naturvidenskab og naturfaglig dannelse er drevet af lærernes interesser og en lyst til at invitere eleverne ind i naturens verden med alt, hvad det indebærer af praktiske, etiske, tekniske og æstetiske oplevelser og dilemmaer.
Og det smitter af på eleverne, der i Astas tilfælde kommer med en nysgerrighed og går med en plan B for sin karriere.