Højskole Hacks - Højskole i YouTubeform

Udgivet 11-12-2019

På Højskolernes Youtubekanal kan du nu få vejledning i alt fra at lave kornotto til at bruge saunagus som restitutionstræning. Vi har filmet en række engagerede højskolelærer, som giver tips til din hverdag - Højskole Hacks har vi kaldt det.

Højskole Hacks - Højskole i YouTubeform

På Højskolernes Youtubekanal kan du nu få vejledning i alt fra at lave kornotto til at bruge saunagus som restitutionstræning. Hver dag på højskolerne underviser engagerede lærere i flere hundrede forskellige fag og det har vi nu filmet og formidlet på Youtube. 

Hvad er et Højskole Hack?

Højskole Hacks er vejledningsvideoer, som giver en instruktion i noget som alle kan bruge i hverdagen og som har et ophæng i et fag på en højskole. Navnet er stærkt inspireret af Life Hackssom er en betegnelse for mere eller mindre opfindsomme metoder til at gøre hverdagen nemmere, enklere og smartere. 

Se Højskole Hacks på Højskolernes Youtubekanal

Abonner på Youtube-kanalen

Har du en googlekonto, kan du sikre at alle nye hacks lander som en notifikation på din konto, hvis du klikker på "Abonner". 

Abonner på Højskolernes YouTubekanal

Højskolelærere i online oplysning

Den 12. december sender vi de første 5 film fra 5 forskellige højskoler online og der er allerede en mangfoldighed af temaer.

Cille fra Vrå højskole: Drej en skål i ler

Nikolaj fra Højskolen Mors: Optag god guitar- og vokallyd

Anni fra Vester Thorup Højskole: Lav din egen gin

Kirsten fra Suhrs Højskole: Sådan laver du kornotto

Jens fra Idrætshøjskolen Nordjylland:  Brug saunagus som restitution i din træning

Hovedpersonerne er alle engagerede højskolelærer, der hver dag underviser og oplyser elever på hver deres højskole. Man kan ikke uddanne sig til højskolelærer. Enhver kan i princippet blive det, men ofte er en højskolelærer karakteriseret ved at brænde for et fag og for at give erkendelser og færdigheder videre til eleverne. Den ild prøver vi at indfange en lille flig af i de 2-7 minutter lange film.

73 film på vej

I første omgang tager vi rundt på alle landets 73 højskoler og filmer et hack, der kan berige os med vejledninger og gode råd. De først 10 hacks kommer i 2019 og resten i løbet af 2020. Højskolelivet er selvfølgelig meget mere end vi kan indfange på 2-7 minutters vejledning, så vi håber filmene bliver god inspiration til at opleve højskolen live.

Se listen over højskoler

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Se flere Højskole Hack