Lyt med, når kendte genbesøger deres gamle højskoler i ny podcastserie

Udgivet 02-12-2019

PODCAST Livsomvæltende minder støves af, når Gertrud Højlund og Daniel Rye tager os med tilbage til de højskoler, hvor de hver især har tilbragt en helt særlig periode i deres liv.

Højskolen Revisited

"Jeg siger, at jeg skal ’hjem’, når jeg skal til Ry Højskole," fortæller TV-vært Getrud Højlund i podcasten "Revisited", hvor hun tager tilbage og genbesøger skolen, der ligger idyllisk i Midtjylland ved bredden af Møllesøen.

Getrud voksede op på Ry Højskole, hvor hendes far, Niels Højlund, var forstander. Det var først, da faren i 1988 fik job på TV 2, at familien flyttede derfra. Siden har den 38-årige Gertrud Højlund udbygget sin tilknytning til højskolen: Først som elev og senere som underviser i journalistik.

Der bliver ved med at være en dør åben og en anledning til at komme her. Og hver gang jeg kommer her, så falder jeg ind i alle mulige samtaler med folk, som minder mig om, hvor jeg kommer fra, og stedets værdier. Og det giver mig en stor tryghed i mit liv,

fortæller Gertrud.

Læs mere og lyt til Getruds fortælling her

Mødet med fotografi og det svære fællesskab

Fotografen, der ellers er mest kendt for selv at være hovedperson i en bog, gemmer dog på andre kampe end den, der handler om at kapere at have været i fangenskab hos Islamisk Stat i Syrien.

Selvom Daniel Rye i dag er tæt knyttet til sin gamle højskole, fortæller han i podcasten, at det i starten hverken var let for ham at falde ind i fællesskabet eller at høste anerkendelse for de billeder, han tog på skolens foto-forløb:

Der er ingen tvivl om, at de første par måneder var enormt anstrengende for mig rent mentalt, men at jeg også kunne mærke, at det var en fantastisk sund ting, der var i gang,

fortæller Daniel

Fotoforløbet på højskolen skulle vise sig at få en livsdefinerende betydning for Daniel Rye, som med tiden også fandt sig tilrette i højskolens fællesskab.

Læs mere og lyt til Daniels Fortælling her

___

Podcast-miniserien "Højskolerne Revisited" er produceret i samarbejde mellem FFD og Politiken. Emil Nørlund er den gennemgående stemme, der interviewer hovedpersonerne og binder fortællingen sammen.