Det er aldrig for sent at lære nyt

Udgivet 10-01-2019

Man skal ikke være bange for at ændre bane midt i livet, fortæller en række almindelige danskere, der har foretaget fundamentale sporskifter.

Af Sofie Buch Hoyer, journalist

Lone Bendixen var 49 år gammel, da hun begyndte at læse på universitetet. “Spændt” er en fæl underdrivelse af den følelse, hun havde, lige inden hun skulle starte på studiet i international virksomhedskommunikation.

“Jeg kunne være mor til de fleste af mine medstuderende, og gad vide om jeg nu kunne finde ud af det. De var digitale indfødte, det er jeg ikke – og jeg skulle jo bruge mere tid på at finde rundt i alting,” fortæller Lone Bendixen. Hendes bange anelser blev dog hurtigt gjort til skamme, og knap ti år senere kan Lone Bendixen se tilbage på nogle af de bedste år, hun har haft.

“Når vi sad til forelæsningerne og var sammen om at lære noget, var det, som om aldersforskellen blev vasket fuldstændig ud,” siger Lone Bendixen.Fra at være en økonomikonsulent, der førhen koncentrerede sig om budgetter og økonomiske planer i landbruget, blev hun nu ekspert i ledelse og strategirådgivning for landmænd.