"Højskolen har givet mig en indre ro"

Fortalt til Malene Fenger-Grøndahl

Jeg er vokset op i Suldrup lidt syd for Aalborg. I folkeskolen klarede jeg mig fint. Men jeg var i tvivl om, hvilken uddannelsesvej jeg skulle vælge. I 8. klasse havde vi en uddannelsesvejleder på besøg, som fortalte om alle de forskellige muligheder, og jeg tænkte “hold da op, det er forvirrende”. Da jeg var helt lille drømte jeg lidt om at blive danser, for jeg har altid danset meget og har gået til dans i 12 år – både showdance, standard, hiphop og disco. Men da jeg gik ud af folkeskolen, vidste jeg ikke, hvad jeg ville. Mange af mine klassekammerater vidste heller ikke, hvad de ville, og de tog på gymnasiet, for så får man ligesom tre år mere til at finde ud af, hvad man vil.

Jeg tog på efterskole, men droppede ud efter et halvt år, fordi det var svært for mig at overskue at være et sted med så mange mennesker. Jeg har svært ved helt at forklare det, men jeg kunne bare ikke overskue at være i sådan et stort fællesskab, hvor jeg ikke rigtig følte mig hjemme.

Jeg kom hjem og havde et halvt sabbatår, hvor jeg arbejdede i en brugs. Det var selvfølgelig frustrerende, at jeg var nødt til at tage hjem, og jeg tænkte, at nu måtte jeg komme videre. Så jeg begyndte på gymnasiet i Støvring, og det var egentlig meget okay, men igen var det svært for mig at vænne mig til et sted med så mange mennesker, jeg skulle forholde mig til. Det er jo tit sådan på skoler og uddannelsessteder, at der bliver dannet kliker, og man skal finde en gruppe, hvor man hører til, så man kan sige “det er denne her slags menneske, jeg er”. Men det havde jeg egentlig ikke lyst til, så jeg endte med ikke rigtig at være med nogen steder, men lidt alle steder. Efter et halvt år droppede jeg ud, og det føltes lidt som et nederlag.

”Da jeg begyndte på højskolen i august sidste år, var jeg ret nervøs. De første måneder tænkte jeg hele tiden, at nu fik jeg nok snart det der mentale breakdown, som jeg fik på efterskolen og gymnasiet.”

Nadia Lise Dyhrberg Petersen, højskoleelev

Min mor var heldigvis rigtig støttende og sagde, at vi nok skulle finde ud af noget. Jeg var til en masse samtaler med kommunens UU-vejleder, og på et tidspunkt sagde han, at kommunen kunne give tilskud til et høj-skoleophold. Da han foreslog det, var min første tanke “åh nej, det bliver sikkert ligesom på efterskolen”. Men han fik mig overtalt til at tage ud på højskolen i et døgn for at få en fornemmelse af, hvordan det var, og det var bare megafedt. Det var i maj sidste år, og selv om alle eleverne havde været der siden januar og kendte hinanden rigtig godt, følte jeg mig virkelig velkommen.

Det er nok det, som jeg er mest vild med på højskolen: at man ligesom altid er velkommen.

Da jeg begyndte på højskolen i august sidste år, var jeg ret nervøs. De første måneder tænkte jeg hele tiden, at nu fik jeg nok snart det der mentale breakdown, som jeg fik på efterskolen og gymnasiet, så jeg ville være nødt til at tage hjem. Men det skete aldrig, og jeg har bare været megaglad for at være her.

Jeg var heldig at få en roomie, jeg klikkede med, og vi har været gode til at støtte hinanden. Vi kan tale med hinanden om alt muligt, også det der er svært. Og hvis dem, man normalt hænger ud sammen med, ikke er der, kan man bare gå hen til nogle andre, og så bliver man budt velkommen. Det er det mindset, som alle på højskolen har.

Lærerne er rigtig gode til at give os plads, hvis vi har en dårlig dag. Har man en skoddag, kan man få lov at gå ned på værelset et par timer og slappe af.

Første semester havde jeg musik og kunst, og på andet semester har jeg haft musik og sangskrivning. Nogle af de andre tager også matematik og dansk for at forberede sig på en ungdomsuddannelse, men det har jeg ikke gjort, for jeg har ikke været skoletræt eller haft svært ved fagene. Det har mere været det med at være sammen med mange mennesker, som har været svært.

Tiden på højskolen har forandret mig. Allerede efter to måneder kunne min familie mærke, at jeg var blevet gladere og havde fået en indre ro.

Jeg begynder på HF efter sommerferien, og jeg drømmer om at uddanne mig til revisor. Det er en tanke, jeg har haft et stykke tid, men jeg har været lidt bange for at formulere den for mig selv, for det kræver et højt snit, og jeg ville ikke lægge pres på mig selv.

Nu glæder mig bare til at flytte til Aalborg. Jeg har fået værelse på et kollegium, og jeg har en ide om, at der er lidt af den samme ånd på kollegiet som her på højskolen. Det kan forhåbentlig holde mig grounded, når jeg starter i skole. Jeg tror på, at jeg kommer til at føle mig hjemme. Det tør jeg tro på nu, fordi højskolen har givet mig en følelse af at høre til.