Tidligere elev er ansat højskolegartner i samarbejde med Michelin-restaurant
Udgivet 03-02-2020
Højskoleliv
Bæredygtighed
Ambitionerne er store på Idrætshøjskolen Bosei, der vil anlægge en stor egenproduktion af grøntsager, som både skal forsyne skolen og to lokale Michelin-belønnede restauranter. Det er et led i et større fokus på bæredygtighed på den danske idrætshøjskole med japansk twist.
På billedet ses: Stefan Preusche Driftsleder Idrætshøjskolen Bosei, Kenneth Retslov Forstander Idrætshøjskolen Bosei, Susanne Kruse Sørensen Direktør Vordingborgerhverv, Mikael Smed Borgmester Vordingborg kommune, Jonas Mikkelsen Køkkenchef & partner Hotel Frederiksminde samt David Brook Rosen nyansat gartner og tidligere elev på Idrætshøjskolen Bosei.
Idrætshøjskole vil være selvforsynende – og lidt til
Ideen om at producere egne grøntsager har ulmet i et stykke tid på Idrætshøjskolen Bosei, men under et besøg af en tidligere elev, David Rosen fra årgang 2014, blev der for alvor sat skub i sagerne.
Se listen over højskoler med fokus på bæredygtighed
Siden sit højskoleophold har David uddannet sig til gartner og blev i december 2019 ansat som højskolegartner i samarbejde med to lokale restauranter – Michelinstjerne-belønnede Hotel Frederiksminde og Rønnede Kro, som både indgår i udviklingen af projektet og senere bliver aftagere af grøntsager fra den nye have, som kommer til at hedde ”Bosei-haven.”
”Det er lang tids puslen med ideer om at få et mere bæredygtigt fokus, som nu går op i en højere enhed. Nu er vi bare ’all in’ på projektet, og vi er i gang med at udvælge, hvad vi vil producere, indkøbe frø og materialer og snart bliver haven etableret. Vi har et fantastisk partnerskab med både Hotel Frederiksminde og Rønne Kro,”
fortæller driftsleder Stefan Preusche, der har været en del af hele projektudviklingen og står i spisen for den daglige drift.
Udviklingen af Bosei-haven sker i tæt samarbejde med to lokale restauranter
Både Hotel Frederiksminde i Præstø og Rønnede Kro kommer med en del erfaring fra især de seneste seks år, hvor de selv sammen med en lokal landmand har produceret alle mulige økologiske grøntsager og urter for deres eksklusive køkken.
”For os på Frederiksminde er det en win-win. Bæredygtighed og dyrevelfærd er to af grundstenene i vores daglige arbejde, så da denne mulighed opstod, krævede det ikke lang betænkningstid. Samtidig er det en fantastisk mulighed for et samarbejde mellem to store lokale institutioner.” siger køkkenchef og partner Jonas Mikkelsen.