Fra i dag genåbner landets højskoler. Hvis landet nogensinde var i tvivl om, at unge i 2020 har omtanke og tager medansvar for helheden. Hvis vi var i tvivl om, at I havde forstået alvoren i, at også I holder et stykke af andres lykke i jeres hænder. Så må den tvivl forstumme nu.
Ingen generation før jer har måttet tilsidesætte egne behov og ønsker, så radikalt og så pludseligt som I har gjort, siden det øjeblik vi nu aldrig glemmer. I har værnet om det skrøbelige, abstrakte. Loyalt. Ordentligt. Kærligt. Flottere bliver det ikke. Lisbeth Trinskjær
Ingen generation før jer har måttet tilsidesætte egne behov og ønsker, så radikalt og så pludseligt som I har gjort, siden det øjeblik vi nu aldrig glemmer. I har værnet om det skrøbelige, abstrakte. Loyalt. Ordentligt. Kærligt. Flottere bliver det ikke.
Lisbeth Trinskjær
Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Der er øjeblikke i livet, vi aldrig glemmer. Øjeblikke, hvor vi vil kunne huske præcis, hvor vi var, hvad vi følte og hvad der blev sagt, for altid. Øjeblikke, hvor det, vi troede var utænkeligt, pludselig satte præmisserne for alt. Sådan et øjeblik blev onsdag den 11. marts.
Danmark lukkede ned inden for ganske få timer. Højskolerne, gymnasierne, universiteterne, cafeerne, storcentrene, skolerne lukkede ned. Højskoleelever forlod værelser og venner uden at have den fjerneste anelse om, hvornår eller om vi ville se hinanden her igen. Spredt for alle vinde, på et øjeblik. Hverdagen, strukturerne og det fysiske fællesskab forsvandt med ét. Og alt det, I drømte om at finde i jeres højskoleeventyr, blev sat på pause. Uden løfter om genstart.
Uvisheden herskede. Overraskende længe. Og I ventede. Tålmodigt, ordentligt og respektfuldt på besked.
Imens voksede savnet, frustrationen og tvivlen. I holdt modet oppe hos hinanden med musik, morgensamlinger og aktiv deltagelse i den offentlige debat, om hvad der kunne blive plads til at åbne hvornår.
Fanget, et sted hvor det, der ikke brænder mest, får plads.
Samfundets økonomiske tandhjul trumfede livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Og markedsmekanismerne blev udråbt til alt det andets forudsætning. Forudsætningen for alt det som kan vente. Det var på en gang både urimeligt og rigtigt.
Nu kan I ENDELIG komme tilbage på højskolerne, og fylde dem med jeres stemmer, jeres latter, jeres protester, jeres kreativitet, jeres energi, jeres nysgerrighed, jeres hjerter og det fællesskab som var helt unik for lige præcis det højskolehold som var dit.
Måske er det med blandede følelser. Det I forlod, ikke er intakt. Sådan er det.
Knusene må begrænses til den gruppe af 20, du er en del af. Buffetens frie valg er erstattet af madservering efter gennemtænkte procedurer. Fest og fredagsbar er passe. I skal gøre virkelig meget rent. Og kun de færreste af os kommer til at synge sammen, alle sammen, inden for.
Vi vil savne friheden, alle disse højskoleritualer hvilede på. Men ”højskolemagien” er ikke gået tabt.
Hvis landet nogensinde var i tvivl om, at unge i 2020 har omtanke og tager medansvar for helheden. Hvis vi var i tvivl om, at I havde forstået alvoren i, at også I holder et stykke af andres lykke i jeres hænder. Så må den tvivl forstumme nu.
Ingen generation før jer har måttet tilsidesætte egne behov og ønsker, så radikalt og så pludseligt som I har gjort, siden det øjeblik vi nu aldrig glemmer. I har værnet om det skrøbelige, abstrakte. Loyalt. Ordentligt. Kærligt.
Flottere bliver det ikke.
Jeg håber, af hele mit hjerte, at sommeren og lyset vil generobre din verden.
Velkommen hjem.