Frank Erichsen


Hvad ville du være inden du tog på højskole?

Inden jeg tog på højskole, vidste jeg egentlig ikke, hvad jeg ville være. Jeg havde bare en klar idé om, at alt det, man kunne blive, ikke var noget, jeg havde lyst til.
Da jeg havde været på højskole, stod det ret klart, at det var helt okay, at der ikke var noget inden for uddannelsessystemet, jeg syntes om. Der var en anden vej for sådan en som mig. 
Efter højskolen tog jeg ligesom det hele i egen hånd i forhold til uddannelse. Jeg begyndte selv at opsøge de ting, som jeg gerne ville lære, og det har jeg gjort siden.
På mange måder er højskolen en af årsagerne til, at jeg ikke har en formel uddannelse. Måske er det ikke så godt, at højskolen kan have en samfundsundergravende effekt, men måske er det ikke så tosset alligevel.

Hvad var det bedste ved at gå på højskole?

Det bedste var helt klart, at jeg fik bekræftet, at jeg ikke er den eneste, der interesserer mig for de ting, jeg går og roder med. Altså det med at være udenfor og arbejde med hænderne. Den højskole, jeg gik på, er rundet af, at man gerne vil lære eleverne praktiske kundskaber inden for natur, friluftsliv og alt mulig forskelligt.
Der er ingen tvivl om, at jeg kom derfra med konkret viden og praktiske kundskaber, som jeg har brugt meget siden, men det klart mest værdifulde for mig var visheden om, at vi var flere, der tænkte på samme måde. Og det er fedt, for det er aldrig sjovt at være alene.

Hvorfor vil du anbefale andre at tage på højskole?

Hvis man går og overvejer at tage på højskole - bare en smule - så skal man helt sikkert forfølge det. Det giver noget, man ikke kan få andre steder.
Én ting er, at man kan få lov til at nørde og dykke ned i noget, man synes er super interessant. Men det giver også den der intensitet, der kommer ud af, at man er sammen med en masse mennesker 24 timer i døgnet. Man får noget, som er svært at sætte ord på.
Når man bagefter forsøger at forklare folk, hvorfor det var så fantastisk at gå på højskole, kan de ikke rigtig forstå det, for de var der ikke selv. Og det er måske lige præcis det, der er essensen af at gå på højskole. Man får noget, som man personligt kan tage med videre. 

 

Hvad er en højskole?

Hvis du ikke helt har styr på hvad der gør en højskole til en højskole, så har vi et svar. 

Få svar: hvad er en højskole

Find højskolekursus

Find et højskoleophold, der passer til dig. Vælg mellem 75 højskoler og over 200 fag.

Søg kurser