Lærerigt fællesskab
"Mit højskoleophold har betydet virkelig meget for mig og været en af de bedste perioder i mit liv. Ud over at lære vildt meget om alt muligt, så er det bare det fedeste sociale fællesskab. Og så har jeg aldrig sejlet så meget i kano, spist så mange leverpostejsmadder og drukket så mange bajer, som jeg gjorde der. Det var fantastisk."
På en teaterhøjskole foregår meget af undervsiningen på gulvet frem for i et klasselokale. En form, Kristian satte stor pris på:
"Undervisningen trængte virkelig ind under huden på mig og var enormt nem at fordøje og omsætte til noget brugbart."
Men læringen fortsatte også uden for teateralen, fortæller han:
”Det sociale gør vildt meget – både for det, man skal lære, og så er det fedt at bo sammen med så mange mennesker. Man lærer folk at kende på en helt anden måde,” siger Kristian og fortsætter:
”Jeg tror nogle af de ting, jeg tror, at jeg har lært i undervisningen, har jeg nok i virkeligheden lært ved at være på højskolen, når jeg havde fri. Der er simpelthen noget i at bo sammen, feste sammen, spise sammen og sove sammen. Det gør helt vildt meget. Jeg tror også, det er derfor, at nogle mennesker flytter i kunstnerkollektiver, fordi man lærer enormt meget af hinanden.”
Ikke noget rigtigt og forkert
Hvis du vælger at gå en lille omvej, er det ikke forkert. Det er bare en anden retning til at nå det mål, du gerne vil.
Kristian Gintberg, tv-vært
For mange af de andre elever var højskoleopholdet en måde at forberede sig til at komme ind på teaterskolen, men for Kristian blev højskolen dét sted, hvor han fik afprøvet forskellige interesser og blev mere klar over, hvad han i virkeligheden gerne ville efterfølgende:
”Der er sådan et frirum på en højskole til at prøve forskellige ting af. I mit tilfælde var formålet at lære noget om skuespil og teater, men samtidig fik vi lov til at kombinere det med musik, film scenografi og tv. Der er ikke noget rigtigt og forkert på en højskole, men der er en retning. Og hvis du vælger at gå en lille omvej, er det ikke forkert. Det er bare en anden retning til at nå det mål, du gerne vil.”
Selvom man på højskolen har mulighed for at fordybe sig i sine interesser, vil man typisk også opleve at blive udfordret til at prøve noget nyt, siger Kristian:
"På højskolen lærte jeg at sige ja til nogle flere ting. Det med at gå sammen med en masse forskellige mennesker med en masse forskellige interesser har gjort, at jeg ikke er så afvisende over for ting, som jeg var før,” afslutter han.