Troels Kløvedal

Hvorfor tog du på højskole?

Jeg blev udlært håndværker allerede som 20-årig. Først arbejde jeg som skibsbygger og senere som skibselektriker, men jeg havde ikke lyst til at gå regelmæssigt på arbejde, og derfor stak jeg til søs.

Men efter 8 måneder på et skib og 4 ture over Atlanterhavet og Panamakanalen tørstede jeg efter mere viden og længtes efter at få en større forståelse for de kulturer, jeg mødte på mine rejser. Så jeg tog direkte fra Bremerhafen og på højskole, hvor jeg havde et meget lykkeligt og lærerigt år.

Hvad er det bedste ved et højskoleophold?

Højskolen elsker lærdom i ordets bedste betydning, og her får du lærdom uden nogen form for karakterer. Her lærer man, fordi man har lyst.

Hvorfor vil du anbefale andre at tage på højskole?

Jeg tog på højskole for at få en større viden. For jeg har altid læst meget, og jeg holdt så meget af bøger, at jeg drømte om at skrive dem selv engang - det gør jeg så i dag.

Et højskoleophold giver tid til eftertanke, og når man er ung og har svært ved at finde ud af, hvad man skal i livet, så har man brug for det. Højskolen får en til at filosofere over de mest væsentlige spørgsmål i livet og samler ens personlighed. Et godt højskoleophold kommer til at betyde meget for resten af livet.