Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Sylvester Igboun

Hvad drømte du om at blive, inden du tog på højskole?

Jeg har altid elsket at spille fodbold og altid drømt om at blive fodboldspiller. Da jeg var helt lille, spillede jeg bare fodbold på gaden for sjov sammen med alle de andre drenge. Men da jeg kom i skole i Nigeria og senere fik mulighed for komme på FC Midtjyllands fodboldakademi, fandt jeg for alvor fandt ud af, at fodbold skulle være min karrierevej. Det bragte mig til Danmark som 16-årig. Her boede jeg først på akademiet, mens jeg gik i 10. klasse, og derefter tog jeg på højskole.

Hvad betød højskoleopholdet for dig?

Jeg mødte en masse unge mennesker, der ikke havde noget som helst med fodbold at gøre, og det var spændende. Det var også her, at jeg for første gang, siden jeg kom til Danmark, blev vant til at omgås andre mennesker så intensivt og fandt ud af, at jeg faktisk godt kunne lide det. Da jeg først kom til landet, var jeg ret usikker - det var jo en hel anden verden end Nigeria, og jeg er en meget privat person og holdt mig mest for mig selv.

Men som tiden gik, blev jeg klar over, at jeg var nødt til at være sammen med andre mennesker, hvis jeg ville nå langt som menneske og ikke bare som fodboldspiller. Og på højskolen vænnede jeg mig til, at der var mennesker omkring mig.

Vi startede hver morgen med morgensang, og i starten tænkte jeg "hvorfor skal vi synge så meget?", for jeg ville egentlig hellere ligge under dynen og være mig selv. Men efter noget tid syntes jeg, det var rigtig hyggeligt at stå op og synge sammen med de andre, og på et tidspunkt blev højskolen faktisk en form for familie for mig - og jeg troede ellers ikke, jeg var en holdspiller.

Hvad var det bedste ved opholdet?

Vores tur til Norge, hvor min gruppe skulle sejle i kano i tre dage. Det havde jeg aldrig prøvet før - og jeg faldt selvfølgelig også i vandet på et tidspunkt! Men efter de tre dage mødtes vi med de andre grupper og holdt fest.

Generelt var festerne på højskolen sjove - her skulle alle opføre et nummer med dans og sang fra deres egen kultur. Vi havde både svenskere, folk fra Norge og så var vi nogle fodboldspillere fra Nigeria. Da det blev vores tur til at lave et afrikansk nummer, spillede vi 2face og dansede og gav den fuld gas.

Hvorfor vil du anbefale andre at tage på højskole?

Det er en god måde at møde mennesker på. Desuden er det en sjov og anderledes skoleform, hvor det ikke bare handler om at lave matematikstykker. Det er en skole, hvor du lærer nogle færdigheder, der er vigtige for dig i fremtiden. En række livsfærdigheder faktisk.

Hvad er en højskole?

Hvis du ikke helt har styr på hvad der gør en højskole til en højskole, så har vi et svar. 

Få svar: hvad er en højskole

Find højskoleophold

Find det højskolekursus, der passer til dig. Vælg mellem 70 højskoler og over 300 fag.

Find et højskoleophold