Unge satte dagsorden på Folkemødet

Udgivet 25-06-2018
Dannelse

Folkemødet er tidligere blevet kritiseret for at være en lukket fest for djøffere og dansk politiks svar på Roskilde Festival. Og selvom utallige debatter handler om unges trivsel og uddannelsespolitik, er antallet af unge på organisationernes scener forsvindende få. Men i år fik unge deres egen scene og mulighed for at sætte præmisserne for debatter, der vedrører og handler om dem.

I fire dage i streg, var den støvede markedsplads i Allinge fyldt med unge i hvide højskole t-shirts, som på forskellig vis synliggjorde, at Folkemødet ikke kun er for politikere og deres venner.

Som workshopholdere for Ungdomsøen - som nysgerrige reportere med en brændende mikrofon eller som den kritiske stemme blandt publikum, deltog flere hundrede unge med højskolebaggrund og sikrede, at unge er nogen, man snakker med og ikke om.

Klara Sørensen er i starten af tyverne, tidligere elev fra Krogerup Højskole, og på Folkemødet var hun konferencier på den nye ungescene, Ungdomshøjen. Hendes oplevelse af at være vært på en scene, som de unge selv skaber indhold til, har været meget positiv:

Som vært var det fedt at opleve spredningen i, hvem der leverede indhold til Ungdomshøjen. Der var både nogen med meget træning i at afvikle arrangementer, og nogen, der stod der for første gang og skulle tilkendegive deres holdninger offentligt.

Klara Sørensen, Konferencier på Ungdomshøjen

Ungdomshøjen er opstået på initiativ af Højskolerne, Friskolerne, Efterskolerne og DUF. Et samarbejde, Klara mener kan være frugtbart for fremtidige Folkemøder:

Det er vildt fedt, at der er en scene, som ikke er koblet op på én organisation, og jeg tror, der er et stort potentiale i Ungdomshøjen som en slags hovedscene for området ”Fremtiden".

Klara Sørensen, konferencier på Ungdomshøjen

En musikalsk start på et nyt ungdomsoprør

Lørdag eftermiddag kulminerede Ungdomshøjens program med et protestværksted, faciliteret af Rapolitics, som arbejder med unges demokratiske mod, holdningsdannelse og handlekraft gennem kunst og hiphopkultur.

Publikum blev inddelt i grupper for at diskutere aktuelle dilemmaer, kampe og drømme, der berører unges liv anno 2018. Som afrunding, rappede Pelle fra Rapolitics et ”Rap-ferat” af de snakke, grupperne havde haft inden for emnerne: Mødesteder, frirum, skabertrang, opråb og feminisme.

Du kan se et klip fra ’rap-feratet’ herunder og finde Rapolitics her: