Af Anna Sofie Lisbjerg
Vi sang foran skærmen, med os selv og for at mærke hinanden. Mens sundhedsmyndighederne øgede afstanden, gjorde fællessangen det modsatte. Og midt i stormen fødtes en ny 19. udgave af Højskolesangbogen, der skulle fejres og synges til live i folkemunde.
Men folket bar mundbind, fællessangsarrangementer blev aflyst, og de frie skolers fællessangsprojekt ”Syng, spis og snak” var mærkbart udfordret. I efteråret 2021 vender ”Syng, spis og snak” stærkt tilbage med 50 frie skoler ombord og omkring 100 arrangementer:
”Folk har tørstet efter at mødes i virkeligheden, så det glæder os, at skolerne igen kan invitere til fællessang, god mad og hyggelige samtaler,” fortæller Rasmus Skov Borring, projektleder og redaktør.
Projektet er støttet af Nordea-fonden, der motiverer nye møder mellem mennesker i lokalsamfundene:
Vi støtter ’Syng, spis og snak’, fordi projektet med til at samle og støtte op om civilsamfundet og skabe nye møder mellem mennesker på tværs af generationer. I sangen opløses de barrierer, der findes imellem os. Højskolesangbogen giver anledning til debat og samtale om det liv og den kultur, vi deler,
siger direktør i Nordea-fonden Henrik Lehmann Andersen.
Find et Syng, spis og snak-arrangement nær dig
Sangene skildrer livet i lys og mørke
Som et af de eneste lande i verden har vi i Danmark en folkekultur, der holdes levende gennem sang. Den løbende fornyelse af Højskolesangbogen er vigtig for bogens samlede fortælling, så nye generationer får sat ord på det liv, de er en del af.
I den 19. udgave berører nye sange temaer som skilsmisse, død og tab, hvor vi hidtil har oplevet, at de fleste sange beskriver de yndefulde sider af livet og naturen.
Som noget nyt synger vi ikke kun, at naturen er smuk, men også at vi skal passe på den. Vi synger ikke kun om livet på landet, men også om livet i byen. Ligeledes er der skrevet sange til de kolde og kedelige vintermåneder, som tidligere har stået i skyggen af de mange gode forårs- og sommersange.
På den måde sætter sangene ord på de faser og følelser, vi på godt og ondt går igennem i livet.
151 nye sange har fundet vej til Højskolesangbogen, og ”Syng, spis og snak” er en vigtig formidlingskilde til at give dem liv i fremtiden. De fleste synes, det er dejligt at være en del af fællesskabet i nuet omkring fællessang, men det handler om mere end det:
”Fællessangen har en væsentlig folkeoplysende rolle, der er med til at styrke den demokratiske samtale og samhørighed i civilsamfundet. Derfor er ”Syng, spis og snak” et vigtigt projekt i en tid, hvor mange forskellige mennesker skal finde ud at leve side om side”, siger Rasmus Skov Borring.
Læs mere om projektet