Højskolesvin lokker elever på grisestien

Udgivet 05-01-2022

Popsvinene Lord Svina, Lukas Gryntham og Annika Øfkjær er ikke et halvsløjt coverband, men tre kernesunde svin i baghaven på Rødding Højskole. Svinetruppen er sammen med højskolelærer Kasper Hofer Østergaard med til at sætte rammen for faget ”Selvforsyning for begyndere”, hvor eleverne lærer at holde husdyr, bygge og sanke efter sæsonen.

Af Anna Sofie Lisbjerg

Når et nyt elevhold rykker ind på Rødding Højskole, følger der tre små grise med. Mens eleverne vokser med opgaven, vokser smågrisene sig til 100 kilo store svin, som selvforsyningseleverne passer og selv forvandler til leverpostej, medister og ringridderpølser, når højskoleopholdet
lakker mod enden.

Eleverne finder en enorm glæde og næsten barnlig fascination ved at se, dufte og mærke, hvor fødevarer kommer fra, eller lære nogle næsten glemte teknikker og arbejdsmetoder.

Kasper Hofer Østergaard, højskolelærer

 

Rødding Højskole har drevet landbrug sideløbende med højskole siden 1800-tallet og indtil 1988, hvor de lukkede landbruget ned. Det var derfor helt i skolens DNA, da højskolelærer Kasper Hofer Østergaard i 2017 foreslog at starte et fag, der bringer de gamle dyder ind i et nyt dannelsesperspektiv:

”Eleverne finder en enorm glæde og næsten barnlig fascination ved at se, dufte og mærke, hvor fødevarer kommer fra, eller lære nogle næsten glemte teknikker og arbejdsmetoder,” fortæller Kasper Hofer Østergaard, der bringer sin uddannelse som designer i spil, når han underviser eleverne i at reparere og genbruge gamle ting.

Faget var populært fra start og har siden haft dobbelt så stor tilslutning, som der er plads til.

”Vi oplever generelt, at vores langsomme fag boomer. Keramik, analog fotografi, tekstiltryk med videre. Tænk, at et par elever bruger to måneder på at væve en lillebitte dug fra bunden. Det oplevede vi ikke for 10 år siden, så de unges interesser er gennemsyret af en høj grad af nysgerrighed efter at kunne lave ting selv,” siger Kasper Hofer Østergaard.

Fagets tilgang til bæredygtighed er mere lavpraktisk end højtravende, og måske er det netop derfor, at der gang på gang tropper et nyt engageret elevhold op, når et nyt hold grisebasser flytter ind på skolen ved kursusstart.