"Efter en uge forsvandt min facade, og så var jeg blid som et kid"

Af Malene Fenger-Grøndahl

Jeg er vokset op i Ansager med min mor, far og storesøster. Min far er lastbilchauffør, min mor arbejder på Lego, og min søster er sygeplejerske. Jeg blev mobbet i skolen fra 0. til 9. klasse, fordi jeg ikke var fodbolddreng som de andre. Jeg er mere en gaming-dreng. I begyndelsen var der nogle få andre i klassen, jeg holdt sammen med, men de forsvandt ret hurtigt, og så var jeg alene.

Jeg pjækkede så meget, jeg kunne komme til, ved at sige, at jeg var syg. Når jeg var i skole, sad jeg mest og spillede computer og var på YouTube; det handlede bare om at få skoledagen overstået. Det eneste fag, jeg kunne lide, var sløjd.

Mine forældre har været til samtale på skolen en masse gange, og de vidste godt, at jeg blev mobbet. Men skolen gjorde ikke rigtig noget ved det, så jeg måtte bare bide tænderne sammen.

Jeg bestod ikke min 9. klasses eksamen, og jeg vidste godt, at jeg på et tidspunkt skulle i skole for at komme videre med mit liv. Efter 9. klasse kom jeg på produktionsskole på smedelinje og var i en masse praktikker, mest inden for entreprenør. 

I forbindelse med min EGU (Erhvervsgrunduddannelse, red.) skulle jeg have noget skole, min vejleder foreslog, at jeg skulle på Brande Højskole. Jeg tænkte bare ’skole, nej tak’. Men så snakkede jeg med mine forældre om det, og jeg kunne godt se, at jeg skulle have min skole på en eller anden måde. Så jeg tog af sted. Jeg havde rigtig mange sommerfugle i maven, men jeg havde sådan en hård facade. Den første dag, hvor man skulle danse sammen, stillede jeg mig ved en væg og tænkte ’jeg gider ikke sådan noget svanse-noget, jeg kan bare pakke mine ting og køre hjem’. Men så tog jeg mig sammen og gik jeg ind og var med.

"Det betyder meget, at jeg har mødt nogen, som har haft det på samme måde med at gå i skole. ’Mit skoleliv har været lort’, siger man, og så nikker de andre, og så kan man have det godt sammen."

Malthe Lykke Mathiasen, højskoleelev på Brande Højskole

Efter en uge var min facade brudt ned, og jeg var blid som et kid, og alle kunne lide at være sammen med mig. På en højskole lærer man hinanden at kende, for man kommer rundt på en masse hold, hvor man skal snakke og lave ting sammen. Det er ét stort fællesskab. På et tidspunkt var der nogle, der ikke kunne sammen, men man bliver nødt til at finde ud af det.

Det betyder meget, at jeg har mødt nogen, som har haft det på samme måde med at gå i skole. ’Mit skoleliv har været lort’, siger man, og så nikker de andre, og så kan man have det godt sammen.

Lærerne er også gode til at lave undervisningen sjov. Der er ikke så meget røv-til-sæde. Vi lærte fx noget om nyheder, og så skulle vi selv finde en nyhed til næste dag. Der er også færre elever i hver klasse, og man bliver ikke sat ned på bagerste række, men får lov at komme op foran og sige noget og blive hørt. 

Jeg besluttede, at jeg ville have min eksamener i dansk og matematik. I mundtlig dansk kom jeg op i lyrik, noget med nogle sangtekster, og min lærer sagde bagefter, at det er noget af det sværeste, man kan komme op i. Da de sagde, at jeg fik syv, fik jeg tårer i øjnene og troede ikke på det. 

Højskolen har hjulpet mig i praktik på Give Stålspær, hvor jeg laver alt muligt forskelligt og får lov at vise, hvad jeg kan. Jeg arbejder sammen med en svend noget af tiden og laver også opgaver selv. De er glade for at have mig, og jeg er glad for at være der, så jeg håber, at jeg kan få læreplads hos dem. Jeg vil på Skjern Tekniske Skole og uddanne mig til smed. Men først skal jeg tilbage på højskolen og klare min matematikeksamen.

Højskolen har gjort mig mere rolig. Jeg kører ikke længere i et højt gear hele tiden. Min mor og far synes, at det er som at få en ny søn, for jeg er ikke sur på dem hele tiden, og jeg hjælper også til derhjemme. Tidligere gad jeg ikke det der køkkenhalløj, men på højskolen hjælpes man om alt, så jeg har vænnet mig til at være i køkkenet.

Det bedste ved højskolen har været at møde andre, der også har haft det svært – og at gå til eksamen og få det 7-tal. 

Kort efter at FFD talte med Malthe, fik han besked om, at han efter sommerferien kunne begynde hos Give Ståspær i tre måneder – med mulighed for en lærepladsansættelse.