”Det første, jeg gør, når jeg vågner, er at tjekke nyheder”

Af Mette Skov Hansen

I begyndelsen af februar blev Daria Polishchuk hevet til side af forstanderen på Brenderup Højskole. Han ville høre, om hun og en anden frivillig på skolen kunne havde lyst til at holde et kort oplæg for alle lærerne og eleverne om situationen i Ukraine.

På det tidspunkt kunne man i medierne læse om den tiltagende spænding mellem Rusland og Ukraine, og om hvordan flere internationale ledere advarede om, at Rusland rustede sig til krig.

Personligt troede jeg ikke, russerne ville angribe. Jeg håbede ikke, Putin var lige så skør, som han viste sig at være.

Daria Polishchuk, Brenderup Højskole

Både Daria Polishchuk og den anden frivillige var fra Ukraine, og de sagde ja til at fortælle, hvordan de oplevede konflikten.

”Jeg tror, det var i forbindelse med det oplæg, at det for alvor gik op for mig, hvor alvorlig situationen var. At der var omkring 140.000 russiske soldater lige ved grænsen til vores hjemland. Jeg blev rigtig bange, faktisk. Men personligt troede jeg ikke, russerne ville angribe. Jeg håbede ikke, Putin var lige så skør, som han viste sig at være,” siger 29-årige Daria Polishchuk.

Mit liv er sat på pause

Daria Polishchuk befinder sig lige nu i Prag. Her er hun sammen med sin kæreste, der bor i byen, og med sin søster og nevø, som hun for få dage siden hjalp med at flygte ud af Ukraine.

Det virker forkert og uretfærdigt bare at fortsætte livet som før. Jeg prøver nogle gange at tænke på noget andet. Men efter en halv time er jeg igen i gang med at se nyheder.

Daria Polishchuk, Brenderup Højskole

”Det er en mærkelig tid, og jeg føler, at mit liv er blevet sat på pause. Det virker forkert og uretfærdigt bare at fortsætte livet som før. Jeg prøver nogle gange at tænke på noget andet. Men efter en halv time er jeg igen i gang med at se nyheder. Det første, jeg gør, når jeg vågner, er at tjekke nyheder. I nat var der for eksempel en eksplosion i det vestlige Ukraine, og det er der, mine forældre befinder sig nu,” siger hun.

Daria Polishchuk skal egentlig være på Brenderup Højskole frem til august, og lige nu er hun i gang med at finde ud af, hvornår hun er klar til at tage tilbage. I mellemtiden arbejder hun som frivillig for en tjekkisk flygtningeorganisation.

”Det er svært at finde ud af, hvad der er bedst at gøre. Skal jeg tage tilbage på højskolen og hjælpe til der, eller skal jeg blive og hjælpe min søster eller andre her? Der kommer dagligt flygtninge fra den polske eller slovakiske grænse til Prag med tog, og da jeg var ved hovedbanegården i tirsdags, var der tusindvis af mennesker. Det er en forfærdelig situation,” siger hun.

Et tiltrængt højskoleophold

Daria Polishchuk kommer fra en by 140 kilometer vest fra Kyiv, men har de seneste otte år boet i udlandet. Hun har studeret skandinaviske sprog på universitetet og har tidligere været på udveksling og højskole i Sverige.

Da corona-pandemien begyndte, befandt hun sig i Prag, og efter halvandet år med hjemmearbejde trængte hun til at komme ud. Derfor meldte hun sig til EU-programmet European Solidarity Corps og kom til Brenderup Højskole i september 2021.

Der er mange dejlige mennesker og mange ting at lave. Det er meget svært at kede sig. Man føler sig som en del af et fællesskab.

Daria Polishchuk, Brenderup Højskole

Her hjælper hun til i haven, underviser i yoga og har søndagsvagter.

”Det var lige det, jeg havde brug for efter to år i en lejlighed i Prag. Her er jeg tæt på natur, strand og skov. Der er mange dejlige mennesker og mange ting at lave. Det er meget svært at kede sig. Man føler sig som en del af et fællesskab,” siger Daria Polishchuk, som selv taler flydende dansk.

Behov for at komme væk

Mens Daria Polishchuk gik på højskolen, blev situationen mellem Rusland og Ukraine værre. Og torsdag den 24. februar vågnede hun til en strøm af beskeder på sin mobil om det russiske angreb på landet: ”So sorry for Ukraine”. ”I hope you are okay”. ”How is your family?”.

Jeg følte mig meget magtesløs, og det var for svært at fortsætte hverdagen på højskolen. For en højskole er et sted fyldt med liv og glæde.

Daria Polishchuk, Brenderup Højskole

Dagen gik herefter med at læse nyheder. Der var eksplosioner mange steder i Ukraine inklusiv i Darias Polishchuks hjemby. Hun fik lov til at holde fri, og sammen med den anden frivillige fra Ukraine tog hun til demonstrationer i København.

Efter nogle dage kom begge ukrainere frem til, at de havde brug for lidt tid væk fra højskolen.

”Jeg følte mig meget magtesløs, og det var for svært at fortsætte hverdagen på højskolen. For en højskole er et sted fyldt med liv og glæde. Det var svært at være der, når alle andre fortsatte med at leve deres liv,” siger hun.

Tolk for ukrainske flygtninge på højskole

Lige nu overvejer Daria Polishchuk dog, om det snart er tid til at skulle tilbage til højskolen.

”De er begyndt at tage imod flygtninge på Brenderup Højskole, og de kan bruge min hjælpe til at tolke. Så hvis jeg tager tilbage, kan jeg stadig gøre noget for Ukraine, og det tror jeg, vil føles meningsfuldt,” siger hun.

Jeg er faktisk lidt overrasket over det store engagement. Og taknemmelig.

Daria Polishchuk, Brenderup Højskole

Hun synes, det er dejligt med indsatsen fra højskolen.

”Jeg er faktisk lidt overrasket over det store engagement. Og taknemmelig. Men jeg kan også være spændt på, hvordan det vil fungere på længere sigt. De unge mennesker, der tager på højskole, kommer for at lære noget nyt og for at have det sjovt og nyde livet. Og så kommer der 20 flygtninge fra Ukraine, som måske skal bo på skolen i månedsvis. Men det er spændende, at højskolen gør det,” siger hun og tilføjer, at hun samtidig glæder sig til se, hvordan de ukrainske flygtninge vil opleve dansk kultur.

”Det bliver spændende at høre, hvordan de har det med at være i Danmark, hvor kulturen er meget anderledes. Jeg er også spændt på at høre, hvordan de oplever højskolen,” siger hun.