Vi har tekniske problemer med vores skole- og kursussider. Derfor vil nogle sider, funktioner og layout være ude af drift. Vi arbejder på en løsning og beklager ulejligheden.
Testrup Højskole
Keramik I Musik | Kunst | Teater | Filosofi | Skrivelinje og over 20 valgfag. Vi udforsker livet for livets skyld, og er ikke bundet af politiske eller religiøse dagsordner. Alle er velkomne! Testrup Højskole – Det Frie Akademi er ikke noget, du skal bestå, men du kan måske blive klogere på, hvad du selv består af.
Om skolen
KERAMIK I MUSIK | KUNST | TEATER | FILOSOFI | SKRIV
Testrup Højskole ligger i en lille landsby uden for Aarhus, og vi gør flittigt brug af de kulturtilbud, Aarhus har at byde på – både i undervisningen og i fritiden. Højskolen blev oprettet i 1866 efter inspiration fra N.F.S. Grundtvig.
På Testrup Højskole kombinerer vi en højtkvalificeret faglig undervisning med den atmosfære af hjemlighed, der skaber grobunden for højskolelivet. På et langt kursus kan du vælge en af vores seks linjer: Keramik, Teater, Kunst, Musik, Filosofi og Skriv.
Vi er ambitiøse med vores fag, og vi sørger for, at der er tid og rum til at fordybe sig i dem. Alle linjefag og valgfag er gennemgående, og lærerne er knivskarpe og dedikerede. Linjefagene har en høj prioritet med både linjefagsuge og afslutningsprojekt, hvor vi rydder kalenderen og knokler igennem med fede præsentationer: koncerter, forestillinger, bogudgivelser og udstillinger.
Vores kernefag
Fag og emner
Keramik
Vi er drevet af en kærlighed til håndværket og en nysgerrighed på materialer: vi lærer leret at kende, udvikler glasurer og eksperimenterer med materialegenbrug.
Musik
Vi udfordrer dig som musiker og sangskriver og tager dig gennem genreforløb inden for sangskrivning, improvisation, studieteknik, sangteknik mm.
Teater
Vi eksperimenterer med indgroede opfattelser af, hvad teater og performance er. I fællesskab prøver vi kræfter med improvisation, karakterudvikling, filmskuespil og ensemble mm.
Kunst
Du får kyndig vejledning i forskellige kunstarter, så du kan udforske de mange teknikker inden for maling, analog foto, tegning og keramik.
Filosofi
Vi afprøver nye synsvinkler på nogle af de spørgsmål, der angår os alle sammen og dykker ned i emner som kærlighed, ondskab, eksistentialisme, frihed mm.
Skriv
Vi skubber dig i nye retninger, så teksterne bliver ved med at overraske både dig selv og os. Du får skriveøvelser og bliver ansporet til at folde dine idéer ud.
Valgfag
Vi har 20+ valgfag, blandt andet keramik, naturdannelse, køn, krop og kultur, arkitektur, billedkunst, dans, volley mm.
Du sammensætter selv dit højskoleophold med et linjefag og tre valgfag. Se vores skema.
Praktiske informationer
Indkvartering
Alle værelserne er fuldt moderniserede med gode toilet- og badeforhold. Det almindeligste er indkvartering på 3-sengsværelse, men Testrup Højskole råder også over et mindre antal dobbeltværelser og eneværelser. Eleverne bor sammen i husgrupper på 13-21 personer.
Værkstedsaften
Det er vores holdning, at højskole er noget, der foregår hele tiden, og alle på skolen, både eleverne og de ansatte, engagerer sig i det. Vores musiklokaler og værksteder er åbne hele aftenen og i weekenden, og mange elever bruger en stor del af deres fritid i Musikhuset, i keramik eller i mørkekammeret.
Arrangementer
Hver uge har vi foredrag med aktuelle samfundsdebatører og forfattere, sangaftener, koncerter, teaterforestillinger, kulturcaféaftener, fester mm.
Maden på højskolen
Vi er stolte af vores køkken, som serverer bæredygtig mad af høj kvalitet, lavet fra bunden med lokale og økologiske råvarer. Vi begrænser kødforbruget og har et stærkt fokus på madspild.
Læs mere om Testrup Højskole
Skoletype
Bred almen højskole
Priser
Priserne er totalpriser, der dækker mad, undervisning, fællesaktiviteter på skolen og udflugter. Statstilskud til nedbringelse af elevbetalingen er fratrukket.
Betalingen af dit højskoleophold falder i rater.
Se oversigt over priser her
Information om elevpladser
Elevpladser: 131
På Testrup Højskole har vi plads til 131 elever. Vi har enkelte pladser til pitstoppere og elever med UU-plan. Det er muligt at bo på enkelt- (få pladser), dobbelt- eller 3-sengsværelse.
Rejser
I løbet af dit ophold tager vi sammen på en uges studietur til Berlin, hvor vi udforsker byens mange kulturtilbud. Desuden kan Berlin nås med bus – på Testrup Højskole flyver vi ikke af hensyn til klimaet.
Handicapfaciliteter
Skolen råder over enkelte handicapvenlige værelser.
Teleslynge i foredragssal og koncertsal. Kontakt højskolen.







