REPORTAGE. "Hvor er vi heldige, at I kom", siger en kvinde på vej ud af lokalet efter halvanden times fællessang på plejehjemmet Lotte. Tilbage står en gruppe smilende unge og udveksler sjove historier, som de 70 år ældre beboere har underholdt dem med i mellem sangene.
"HØJERE" lyder det fra hjørnet af lokalet, da Katinka, Tobias og Nanna byder velkommen til fællessangsarrangementet "Lad hjertet tale", som de har arbejdet på, siden de mødtes for første gang til Højskolernes Topmøde i januar. De er en del af Højskolernes Ambassadørnetværk, der har til formål at dele højskoleånden med folk - udenfor højskolernes rammer.
Katinka hæver stemmen for at imødekomme ønsket fra den ældre kvinde, der råbte. Vi lægger ud med "Det er i dag et solskinsvejr" og trods lidt opstartsproblemer med Højskolesangbogens små bogstaver og komplicerede registre, synges eller nynnes der med fra alle borde.
Jeg er taget til plejehjemmet Lotte for at opleve, hvad der sker, når tre unge højskoleentusiaster afholder fællessang for en flok ældre beboere og deres pårørende. Jeg er havnet over for en gammel sømand, Hardy, der høfligt præsenterer mig for sine sidemænd franske Morris og 97-årige Inger. Ved siden af mig, hjælper et venindepar hinanden med at finde frem til de rette numre og nynner lidt sporadisk med til sangene, de ikke kender i forvejen.
Ambassadørerne motiverer deres sangvalg i bedste højskolestil med historiske eller personlige anekdoter, der knytter sig til sangenes fortælling eller forfatter. Efter et par sange, beder de beboerne om at ønske en sang og begrunde hvorfor. Men det er ikke sådan at brænde igennem med præmissen, så vi synger gamle kendinge som 'Mormors kolonihavehus' og 'Jens Vejmand' af årsager som: "Den er god" eller "Den hører vi hele tiden". Men når klaveret spiller versets sidste toner, kommer reaktionerne. Flere synes teksten til 'Jens Vejmand' er sørgelig, og Tove fortæller, at hele hendes familie har været vejmænd i mange generationer tilbage. Og som hun siger: "Hvis I synes, det lyder hårdt at være vejmand, så tænk på konerne - de skulle tidligere op!"
Og selvom det strider lidt i mod de unges kronologi, får Hardy lov at vælge aftensangen 'I skovens dybe stille ro' midt i seancen, fordi hans tante har sunget den så tit. Og henover de mere eller mindre poetisk motiverede sangvalg fra unge og gamle, opstår en særlig stemning af et værdifuldt møde mellem to generationer, der ellers ikke har meget til fælles til dagligt. Og helt vidunderligt er det, at de gamle fniser i krogende, når vi kommer til fraserne "Jeg stormed' ud og købe øl" i Jens Rosendals kærlighedssang, og "Når ens kone går og trækker sådan lidt til husbehov" i Halfdan Rasmussens 'Noget om helte'. - Præcis som mange efterskole- og højskoleelever gør første gang, de synger samme linjer.
Så i dette ganske nyligt konstruerede fællesskab af plejehjemsbeboere og unge højskolemennesker, gør fællessangen sin magi og bringer os lidt tættere sammen. Helt som ambassadørerne havde troet og håbet.
Men idyllen kender sin begrænsning, og her på Lotte skal man ikke krydse den gyldne grænse ved spisetid. Og sandheden skal man jo som bekendt høre fra børn og fulde folk og måske også fra den 97-årige Inger, der synes, at arrangementet er ved at tage om sig: "Vor herre bevares, bliver det ved", siger hun, mens hun begynder at køre rollatoren i stilling til at forlade etablissementet i protest. Venindeparret til venstre for mig begynder også at røre på sig og sukker højlydt, da sanggvalget ender på "Der var en lørdag aften" med otte, lange vers. Men udbruddene tager ikke gejsten fra flertallet, der gladeligt følger værternes instrukser og nye forslag.
De tre højskoleambassadører Katinka (tidligere elev på Ry Højskole), Tobias (tidligere elev på Rødding Højskole) og Nanna (tidligere elev på Testrup højskole) stod for arrangementet.
"Jeg synes, I er sådan nogle søde piger", siger Elin fra det ene langbord, da det hele er overstået, og de øvrige beboere er ved at liste af. "Når jeg går, siger I sikkert, at jeg er en værre en - jeg har jo snakket ad helvede til", griner hun.
Men Elin har charmeret sig ind i stor stil og er sluppet afsted med det meste i løbet af eftermiddagen. Det er ikke blevet til så meget sang, men hendes mundtøj har ikke stået stille. Og selvom det ikke er lykkedes hende at lokke næsepiercingerne ud af de unge kvinder, har hun gjort et indtryk, der bliver hængende længe efter, hun satte kurs mod spisesalen.
Jeg hilser af med Hardy - sømanden, som jeg kom til at vide en masse om i pauserne mellem sangene. Blandt andet, at han er uddannet i morsekoder og har arbejdet som telegrafist for Forsvarets Efterretningstjeneste. Han belærte mig om Google og Youtube, og jeg lovede at læse hans artikler i plejehjemmets lokalblad 'Livet på Lotte'. "Jeg er så glad for at snakke med mennesker", siger han, da vi trykker hånd, og jeg ved, at han er glad for, han kom. Også selvom bogstaverne i sangbogen var for små til, at han kunne synge med.
Tak til Katinka, Tobias og Nanna fra Højskolernes Ambassadørnetværk for at #delehøjskoleånden. Det gør indtryk!
// Af: Anna Lisbjerg, kommunikationsmedarbejder i Folkehøjskolernes Forening