Højskole-ambassadører holder topmøde

Udgivet 01-02-2018

Tidligere højskoleelever fra hele landet er i weekenden samlet i Sønderborg. Sammen udgør de et nystartet netværk, der vil arbejde for at bringe højskoleånden længere ud i det danske samfund.

 

Højskolernes Ambassadørnetværk er en ny sammenslutning af tidligere højskoleelever fra hele landet, der er optaget af at sikre, at højskoleånden lever videre uden for højskolerne og bidrager til de vigtige debatter om vores tid og samfund.


Flere end 50 ambassadører fra hele landet

I denne weekend er de samlet på Idrætshøjskolen i Sønderborg. Flere end 50 højskoleelever fra hele landet tager turen til Sønderborg for at tilbringe weekenden i selskab med hinanden. De har alle ansøgt om at blive del af højskolernes frivillige ambassadørnetværk.


”Målet for Ambassadørnetværket er styrke det, man kan kalde højskoleånden – også uden for højskolens fire vægge. Det samfundsmæssige engagement blandt tidligere højskolefolk er ofte imponerende højt, og vi vil gerne med topmødet stille en ramme til rådighed for dem, så de i fællesskab kan bringe det engagement i spil,”

siger Andreas Harbsmeier,pressechef i Folkehøjskolernes Forening i Danmark.

Visionen er at styrke fællesskabet

Den overordnede vision for mødet er at udvikle lokale og nationale aktiviteter, der kan medvirke til at skabe mangfoldige fællesskaber og styrke sammenhængskraften.

Ambassadørerne har sendt en motivation for, hvorfor de har lyst til at være en del af bevægelsen. De vidner om at Topmødet har samlet en meget engageret flok. En deltager skriver fx:

Jeg synes højskolerne har en signifikant plads i vores samfund og kan bidrage med elementer som ellers ville være en mangel. Derudover ser jeg gerne højskolerne blive en endnu større del af den danske kultur og samfund. Jeg tror på at jeg kan bidrage med ideer og arbejdskapacitet til at sikre højskolernes fremtid og plads i vores samfund.

Anders

Ambassadørerne kommer blandt andet til at beskæftige sig med spørgsmålet om, hvordan vi kan komme unges mistrivsel til livs gennem fællesskaber, og hvordan fællessang kan samle folk på tværs af forskelligheder. Disse spørgsmål sættes i spil i ambassadørernes arbejde med at udvikle konkrete idéer ift. Højskolernes deltagelse i fx Folkemødet og Kulturmødet, eller med at skabe helt nye pop-up højskoler.

Topmødets temaer er:

  • Bevar verden
  • Styr på politik (debat)
  • Vi synger for lidt
  • Ungdomsliv
  • Integration
  • Den aktive krop
  • Køn, seksualitet og mangfoldighed

 

Mødet varer fra fredag aften til søndag morgen og finder sted på Idrætshøjskolen i Sønderborg.

Arrangementet er blevet til med støtte fra Tuborgfondet