Realdania støtter op om frivilllighed og fællesskab
Mens nogen gav en gammel 50'er biograf et nyt liv, kastede andre sig over ideen om et mobilt udekøkken. Begge projekter fik en økonomisk håndsrækning, fordi deres formål kom fællesskabet og det offentlige rum til gode.
Siden 2011 har Realdania med ildsjælekampagnen Underværker målrettet støttet frivillige projekter i det byggede miljø og har derigennem modtaget en strøm af gode idéer fra hele landet.
Vores erfaringer viser, at idéerne og det frivillige engagement stortrives og skaber resultater i både land og by. Når de er bedst, er ildsjælene pionerer, der skaber nye løsninger, får øje på muligheder og blinde pletter i lokalsamfundet - og de gør noget ved sagen. Som samfund kan vi slet ikke undvære dem, og derfor skal vi selvfølgelig fortsætte Underværker-kampagnen og være med til at gøre ildsjælenes drømme til virkelighed.”
Christian Andersen, projektchef i Realdania.
Blandt de nyligt udvalgte Underværker finder du overskrifter som "Fremtidens Klubhus", "Skraldecafeen i Sydhavnen" og "Byens komposthave", som alle peger gå en gennemgående rød tråd i projekterne: Bæredygtighed og fællesskab.
Ny ansøgningsrunde til efteråret
Da Underværkerne har været en stor succes og skabt uvurderlig værdi i lokalmiljøerne rundt om i landet, har Realdania nu besluttet at forlænge kampagnen med tre yderligere ansøgningsrunder.
Går du selv med en god ide eller har du allerede et fællesskaborienteret projekt i støbeskeen, der mangler lidt økonomisk medvind for at blive til virkelighed - så hold øje med offentliggørelsen af næste ansøgningsrunde på Realdania.dk, Facebook.com/undervaerker eller ved at tilmelde dig kampagnens nyhedsbrev på www.underværker.dk.