Vinderen af Højskolepædagogisk Pris 2018 skal findes

Udgivet 01-11-2018

I midten af november bliver vinderen af Højskolepædagogisk Pris 2018 kåret. Prisen gives til en eller flere personer, en institution, et initiativ eller en organisation, der har gjort sig særligt bemærket for sit bidrag til højskolen.

Alle har haft mulighed for at indstille de kandidater, de mener har gjort en særlig indsats for højskoleverdenen. Det kan være en lærer, der har været særligt inspirerende, en forsker, der har leveret afgørende nyt, måske en pedel, der var den vigtigste på højskolen, eller en organisation eller institution, der har sat en vigtig dagsorden. 

Modtageren kan være en person i højskoleverdenen, der har bidraget til at udvikle den samlede skoleform eller den generelle pædagogiske debat i Danmark, eller det kan være en person uden for højskoleverdenen, der med sit arbejde inden for felterne pædagogik, skole og dannelse har bidraget til at udvikle eller skabe debat om højskolens opgave og pædagogiske praksis.

Komitéen voterer

I skrivende stund er priskomitéen ved at votere og udvælge vinderen på baggrund af motiverede indstillinger.

Komiteen består af Simon Finnerup (Gymnastikhøjskolen i Ollerup), Rikke Holm (Askov Højskole), Rasmus Kjær (Københavns Professionshøjskole)
 

Tidligere vindere

Højskolepædagogisk Pris blev indstiftet i 2016, hvor Leo Komischke-Konnerup løb med prisen. Sidste år var det Lene Tanggaard, der blev hædret.