Unge vil sprede højskoleånden uden for højskolerne
Aviserne nærmest flyder over af historier om navlebeskuende unge, der kæmper med depression, angst og præstationssamfund. Men billedet er alt for ensidigt. Det vidner weekendens arrangement på Brandbjerg Højskole om. Her samles Højskolernes Ambassadørnetværk, en sammenslutning af tidligere højskoleelever fra hele landet, der er optaget af at sikre, at højskoleånden lever videre uden for højskolerne og bidrager til de vigtige debatter om vores tid og samfund.
Den overordnede vision for mødet er at udvikle lokale og nationale aktiviteter, der kan medvirke til at skabe mangfoldige fællesskaber og styrke sammenhængskraften.
Som en tidligere elev skrev i sin ansøgning:
”Jeg har efter to højskoleophold forelsket mig hovedkulds i højskoleværdier såsom demokrati, fællesskab og folkeoplysning. Jeg vil derfor gerne lære mere om, hvordan jeg kan udforme og afholde kreative events, som kan starte gode konstruktive samtaler og idéer til forandring.”
Tidligere elev om at være højskoleambassadør
Bæredygtighed, klima, fællessang, kommunikation og mangfoldighed
Ambassadørerne kommer blandt andet til at beskæftige sig med bæredygtighed og klima, og med fællessang og mangfoldighed. De skal skabe projekter, events og initiativer i forbindelse med Folkemødet på Bornholm, Priden i København og samarbejde med Ungdomsøen.
Det begejstrede hold højskoleambassadører fra 2019
Knap 60 ambassadører fra hele landet
I denne weekend har de knap 60 tidligere højskoleelever fra 25 højskoler fra hele landet taget turen til Brandbjerg for at tilbringe weekenden i selskab med hinanden. De har alle ansøgt om at blive del af højskolernes frivillige ambassadørnetværk.
”Ambassadørnetværket er opstået ud fra ønsket om at etablere et sted, hvor de unge med højskolebaggrund kan gå hen med deres engagement. Lysten til at bidrage til noget, der rækker ud over deres egen nære ramme, er blandt tidligere højskoleelever ofte imponerende. Med topmødet vil vi stille en ramme til rådighed for dem, så de i fællesskab kan bringe det engagement i spil,”
siger Helle Skovmose, konsulent i Folkehøjskolernes Forening i Danmark.
Hele weekenden
Mødet varer fra fredag aften til søndag morgen og finder sted på Brandbjerg Højskole.