Beethoven-foredrag, bålmad, håndsprit og sang

Udgivet 06-11-2020

En stor gruppe seniorer har valgt at tage på et kort højskolekursus – blandt andet takket være en støtteordning, som skal hjælpe ældre til at komme godt gennem Corona-krisen. Hvad fik de ud af det? Vi har talt med to af dem, der har været afsted.

Tekst: Malene Fenger-Grøndahl

Conny Worch, 76 år, har været en uge på Højskolen Marielyst på Falster:

Jeg begyndte med at tage på højskole, da jeg fyldte 60 år og gik på efterløn. Jeg har haft et hårdt fysisk arbejde som hjemmehjælper og har ikke haft så mange muligheder for at tage på ferie, slet ikke i udlandet, for det har jeg ikke haft råd til. Højskolerne har været en god mulighed for at komme ud og opleve noget af vores mangfoldige og dejlige Danmark. Jeg interesserer mig for mange forskellige ting og har både været på dansekurser og meget andet.     

Alt var så fint planlagt, også i forhold til Corona-restriktioner, og underviserne findes simpelthen ikke bedre. De kunne både synge og spille instrumenter og vidste nærmest alting.

Conny Worch

 

Jeg valgte Marielyst, for den har jeg hørt meget godt om, og jeg kan sige med det samme, at det ikke bliver sidste gang. Jeg valgte et kursus med korsang, for jeg synger meget, bl.a. i et kor i min lokale pensionistklub. Det var skønt at synge i kor, men alt det andet var også fantastisk. Der var dejlige foredrag om Beethoven og Holberg, og der var tid til at man kunne gå ned til vandet og slappe af. Alt var så fint planlagt, også i forhold til Corona-restriktioner, og underviserne findes simpelthen ikke bedre. De kunne både synge og spille instrumenter og vidste nærmest alting.

Jeg havde ikke planlagt, at jeg skulle på ferie her i efteråret, men med det ekstra tilskud var det en dejlig mulighed, ikke mindst her i Corona-tiden, hvor meget af det, jeg ellers går til, er lukket ned. Jeg bor alene og har det bedst, hvis jeg kommer ud af døren hver dag og får en lille snak med andre over en kop kaffe eller noget samvær på en anden måde. Men det er jo svært her i Corona-tiden, så det gjorde virkelig en forskel at komme af sted på højskole. Man bliver så dejligt fyldt op. Så jeg er meget taknemlig for det ferieophold, og hvis jeg skal af sted igen, bliver det helt sikkert Marielyst.


Irene Tang, 75 år, har været to uger på Seniorhøjskolen Nørre Nissum:

Jeg har været på højskole en del gange, men det var nogle år siden, jeg havde været af sted sidst. Første gange jeg var på højskole, var for 20 år siden, da jeg var på Bornholms Højskole. Men denne her gang blev det så Nørre Nissum. Jeg havde egentlig ikke planer om at tage af sted på højskole foreløbig, men så fik jeg en e-mail fra Danske Seniorer, som jeg er medlem af, med det her særlige tilbud om et højskoleophold med tilskud. Det lød jo lovende, og jeg må sige, at alting var bare godt. Jeg kan simpelthen ikke finde på noget negativt at sige.

Så jeg vovede at tage af sted på højskole, og jeg må sige, at det var alle tiders. Alle er der jo for at have det sjovt og rart, så stemningen var god, og lærerne var fantastiske; de have både humor, og man lærte virkelig noget. 

Irene Tang


Egentlig synes jeg ikke, at den almindelige pris for et højskoleophold er urimelig, for man får jo alting – undervisning, udflugter, mad osv. Men det betød noget, at jeg kunne få et tilskud. Så gav det mening at tage lidt længere væk – det er jo lidt af en tur fra Skovlunde til Nørre Nissum. Jeg valgte også efter, at jeg gerne ville ud i naturen. På det ene fag var vi blandt andet på fugletur til fuglereservatet Vejlerne og på Harboøre Tange, og på det andet var vi blandt andet på Hjerl Hede og på besøg på Livstilshøjskolen Gudum, hvor vi lavede mad over bål. Så det var meget alsidigt og med en masse gode oplevelser udendørs.


På forhånd var jeg lidt betænkelig over at skulle af sted – på grund af Corona og smittefare. Jeg har holdt mig meget inde det sidste halve år og har fx ikke været ovre i vores lokale center for at gå rundt og ose, som jeg plejer. Den skovtur, jeg plejer at tage på med kommunen, blev også aflyst. Jeg keder mig heldigvis ikke i mit eget selskab, men jeg har da savnet at komme ud. Så jeg vovede at tage af sted på højskole, og jeg må sige, at det var alle tiders. Alle er der jo for at have det sjovt og rart, så stemningen var god, og lærerne var fantastiske; de have både humor, og man lærte virkelig noget.
Der var helt styr på det omkring Corona. Vi sad i små familier på otte personer ved bordene, når vi spiste. Der var sprit overalt, og der blev gjort ret og sprittet af hele tiden.   

Fakta

Højskolerne, seniorhøjskolerne, Danske Seniorer og Ældre Sagen udbyder i 2020 i alt 500 pladser på højskolekurser, hvor man kan få tilskud, hvis man er over 70 år og har ret til ældrecheck. Midlerne kommer fra Kulturministeries ”Pulje til kultur-, idræts- og foreningsaktiviteter til sårbare, udsatte og ældre under corona-krisen”.

Læs mere om tilbuddet her