Mellem psykolog og tryllekunstner

Af Ditte-Marie Baungaard Christensen, kommunikationsmedarbejder i FFD.

”Da jeg startede i 00’erne, der handlede det stadig meget om mesterlære. Man skulle selv være vanvittig dygtig til bevægelse og virkelig føre flokken an. Så der er sket et lille skifte i hele dogmet her. Jeg synes, at det var vildt svært i starten, fordi jeg troede, jeg skulle være sådan et overmenneske, der hele tiden skulle vejlede dem i det gode valg, det sunde liv og de rigtige bevægelser.”

Find højskoler, der underviser i bevægelse og gymnastik

Trine Sønderholm Larsen underviser på 13. år i bevægelsesfag på Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Fag hvor kroppen er omdrejningspunkt og giver eleverne lov til at være kroppe i verden sammen, så de bliver nysgerrige på verden og hinandens forskelligheder. Trine bor i en lærerbolig nær skolen med sin mand og tre børn, som hun tit inkluderer i livets gang på højskolen. Som højskolelærer er Trine en ihærdig selvkritikker, der samtidig prøver at gøre bevægelsesrummet til det mest usnobbede men fyldt med dannelse.

”Når jeg går ind i et rum, tænker jeg tit: Nu kaster jeg mig ud i det, og hvis jeg så fejler, så får jeg bare en større hjerne og har lært mere om mig selv og de andre.”

Trine Sønderholm Larsen, højskolelærer på Gymnastikhøjskolen i Ollerup

”Undervisning på højskolen handler først og fremmest om menneskelig relation og medmenneskelighed. Fordi jeg ikke bare skal stå og være en faglig tragt, der fylder benzin på mine elever, sender dem ud i verden og håber, de har forstået alt, hvad jeg har gjort. Men at jeg gennem mit liv, min erfaring og opvækst kan være en spejling til det at være et menneske i verden.”

Den pensumfri og frisatte lærerfunktion på højskolen, mener Trine, tvinger højskolelæreren til at skabe sit eget materiale, men også at stoppe op, når det er nødvendigt. Der er noget andet på spil i - og med - den gruppe, højskolen har med at gøre. Derfor er det også et håndværk at være højskolelærer.

”Det, der gør højskolelærerlivet helt særligt, er evnen til at kunne træde ud af det, man ellers ville lære, fordi der sker noget i øjeblikket gennem rum, relation og følelser; det medmenneskelige sammenspil. Jeg kalder det selv det fænomenologiske rum; det der med at man går ind, og så kan jeg godt have mine planer om alt det, jeg synes, de skal lære, men jeg bliver også nødt til at læne mig tilbage i det, de sender eller giver. Det er et håndværk ligesom en kiropraktor; du er ikke bare dygtig, når du er færdiguddannet. Du skal have haft det i fingrene, den der krop og de der knæk.”

Opgør med mesterlære og nul-fejls-kultur

Trine karakteriserer det at være højskolelærer som en blanding af en psykolog og en tryllekunstner, der har sin faglige fundering i noget materiale, som man brænder for og tror på. ”Men hele tiden med øje for næste zone for læring hos eleverne, for ellers bliver jeg jo bare sådan en, som står og performer selv. Det lærer man bare ikke en skid af at stå og se på.” Selv har Trine en fortid som eliteholdsinstruktør, men hun har på højskolen forsøgt at gøre op med præstationspres og mesterlære inden for gymnastikken.

"Vi prøver hele tiden at vise dem, at det er et læringsrum og små laboratorier, hvor vi går ind og afprøver ting, som vi ellers ikke ville komme ud for i den omkringliggende verden."

Trine Sønderholm Larsen

Elevernes forventning på Ollerup er derimod en anden. Når de starter, er manges præferencer for en god time et sveddryppende træningslokale, hvor muskler og krop skal syre bagefter, men timen er helt tom for læring. Trine insisterer i stedet på at skabe laboratorier for læring og medmenneskelighed gennem bevægelser.

”Eleverne tror, at det at gå på Gymnastikhøjskolen i Ollerup er et træningsrum. Vi prøver hele tiden at vise dem, at det er et læringsrum og små laboratorier, hvor vi går ind og afprøver ting, som vi ellers ikke ville komme ud for i den omkringliggende verden.”

Det reagerer eleverne selvfølgelig på. Nogle dage løber de med og bliver energiske og kreative medskabere. Andre gange gør de modstand. Men modstand er brænde på bålet for Trine, og det sætter yderligere skub i hendes selvrefleksion, som altid går i gang i det øjeblik, timen er ovre, og hun begynder at evaluere. Et træk, som hun mener i høj grad kendetegner højskolelærere over hele landet.

"Det har så meget saft og kraft, eventyr og magi i sig."

Trine Sønderholm Larsen om at være højskolelærer

”Vi er nok vores egne største kritikkere som højskolelærere, fordi vi skaber alt vores materiale selv ud fra det, vi er personligt engagerede i. Det har så meget saft og kraft, eventyr og magi i sig. Men man går aldrig fra en undervisning uden allerede at være i gang med at evaluere på det, der lige er sket.”

Men Trine tager som alle andre i livet indimellem også fejl og vurderer forkert. Det forsøger hun både selv at lære af og give videre til højskolens elever; det at lære at turde og fejle. Noget, hun mener, er en del af den vigtigste dannelse, de kan give til de nuværende elever, som er opvokset i en nul-fejls-kultur. Her kommer gentagelsens didaktik ind i billedet.

”Gentagelsens didaktik er nok det vigtigste metodegreb, jeg kan bruge i læringsrummet for den del af ungdommen, vi har lige nu. Men det er det jo også over for mig selv. At turde gentage noget af min undervisning - også noget af det, som ikke er gået så godt. Gentage det med nogle ændringer, men uden at gøre det hele om.”

”Når jeg går ind i et rum, tænker jeg tit: Nu kaster jeg mig ud i det, og hvis jeg så fejler, så får jeg bare en større hjerne og har lært mere om mig selv og de andre. I en nul-fejls-kultur er det måske den vigtigste dannelse, vi kan give dem og hinanden. Fordi den læring, der sker i det øjeblik, er så meget mere værd, end hvis man kun gør det rigtige hele tiden.”