Deltager på familiehøjskole: Det er virkelig bare årets højdepunkt for børnene

Udgivet 10-12-2021

For over 30 år siden tog Elisa for første gang familien med på højskole, og i dag booker hun stadig ophold med børnebørnene. Julies familie var omvendt af sted for første gang i år og oplevede det som et pusterum. I disse måneder begynder næste sommers kurser at blive fyldt op

Der findes korte kurser for mange forskellige målgrupper, heriblandt familier. Billedet her er fra et familiekursus i 2015. Foto: Højskolernes Hus

I den kolde og mørke juletid kan det måske være svært at forholde sig til sommer og familieaktiviteter i sol og varme. Men ikke desto mindre er det nu, mange danskere begynder at se fremad og booke deres ferieoplevelser.

På samme måde er det i disse måneder, at landets højskoler begynder at få fyldt op på deres mange korte kurser i sommermånederne. Det gælder blandt andet familiekurserne, hvor man kan tage flere af sted og få oplevelser for både børn og voksne.

Jeg kender mine børnebørn godt og ser dem ofte, men det er stadig noget andet at opleve og dele ting med dem, som man gør det på højskolen.

Elisa Graae, kursist

En af dem, der allerede har bestilt, er Elisa Graae fra Charlottenlund. For hende er familiekurser nærmest blev lig med sommerferie, og i år skal hun endnu engang af sted til Ollerup Højskole med nogle af sine børnebørn og en veninde og hendes børnebørn.

”Når man er forælder eller bedsteforælder, er det vigtigt at få kvalitetstid og gode oplevelser med sin familie. Jeg kender mine børnebørn godt og ser dem ofte, men det er stadig noget andet at opleve og dele ting med dem, som man gør det på højskolen,” siger hun.

Søg i familiekurser

Årets højdepunkt for børnene

Første gang Elisa Graae var på familiekursus, var for 35-40 år siden, hvor hun havde sin mand og deres børn med til Idrætshøjskolen Sønderborg.

”Det var ret tilfældigt, at vi fandt på det. Jeg er uddannet fysioterapeut og kan godt lide at bevæge mig, og højskoletraditionen var ikke fremmed for min familie. Så jeg tænkte, vi skulle prøve det, og vi endte med at være af sted hver sommer i over ni år. Nogle gange havde vi også nevøer, niecer og venner med. Det var virkelig bare årets højdepunkt for børnene, som siden alle valgte at tage på en form for højskole selv. For den ånd og det samvær, de havde mødt, ville de gerne opleve igen,” siger Elisa Graae.

Det var virkelig bare årets højdepunkt for børnene, som siden alle valgte at tage på en form for højskole selv. For den ånd og det samvær, de havde mødt, ville de gerne opleve igen.

Elisa Graae, kursist

Selvom Elisa Graae ser familiehøjskolerne som kvalitetstid med børnebørnene, er det ikke fordi, familiemedlemmerne går op og ned ad hinanden på kurserne. Oftest er de samlet til nogle aktiviteter om morgenen, men om formiddagen fordeler børn og voksne sig på forskellige aktiviteter, der varer det meste af dagen. For de voksnes vedkommende giver det mulighed for at fordybe sig eller prøve nye ting af, siger Elisa Graae.

Jeg er pænt aktiv fysisk, men derfor er det da sjovt, når man som 72-årig skal prøve at springe eller slå en saltomortale. Eller lære stepdans.

Elisa Graae, kursist

”Man kan jo ikke være sammen med andre mennesker på den måde uden at lære noget. Og på sin vis får man også altid flyttet sine grænser. Jeg er pænt aktiv fysisk, men derfor er det da sjovt, når man som 72-årig skal prøve at springe eller slå en saltomortale. Eller lære stepdans. Jeg synes altid, man har mulighed for at udfordre sig selv under opholdene,” siger hun og tilføjer, at opholdet også er med til at udvikle børnene.

”Børnene er i trygge rammer, og min oplevelse er, at de efter nogle dage bliver mere selvstændige. Da mit ældste barnebarn var med første gang, var hun meget forsigtig og påpasselig. Men det ændrede sig sammen med alt det ansvar, hun fik.”

Følte vi havde vundet lotteriet

Også Julie Kristina Doctor oplevede, hvilken betydning familiekurser kan have for børn. I år var familien fra Kastrup for første gang af sted på Den Rytmiske Højskole i Vig med deres piger på fem og ti år.

Vi følte lidt, vi havde vundet lotteriet, da vi blev tilbudt plads fra ventelisten.

Julie Kristina Doctor, kursist

”Det er ikke noget, min kæreste og jeg har dyrket, men højskolekulturen er jo en meget dansk ting. Og det er noget, vi gerne ville, at vores børn oplevede. Vi har nogle gode venner, som flere gange har opfordret os til at tage af sted, og i år valgte vi at gøre det. Vi følte lidt, vi havde vundet lotteriet, da vi blev tilbudt plads fra ventelisten,” siger hun.

Valget af Den Rytmiske Højskole passede ifølge Julie Kristina Doctor godt med, at familiens ældste pige er glad for at synge.

I slutningen af opholdet var der koncerter, hvor alle viste, hvad de havde arbejdet med i løbet af ugen. Vores datter på 10 shinede virkelig og sang solo for første gang med et band i ryggen.

Julie Kristina Doctor, kursist

”Vi tænkte, det var en god mulighed for hende for at prøve det af, og det var fedt, at se, hvordan hun voksede med opgaven. I slutningen af opholdet var der koncerter, hvor alle viste, hvad de havde arbejdet med i løbet af ugen. Vores datter på 10 shinede virkelig og sang solo for første gang med et band i ryggen,” siger hun.

Julie Kristina Doctors ældste datter er glad for at synge. I slutningen af opholdet sang hun solo for første gang med et band i ryggen. Privatfoto.

Et pusterum for de voksne

Mens den ældste havde musik, gik Julie Kristina Doctor selv til kor, hendes kæreste til et kreativt fag og deres yngste datter til rytmisk musik. Derudover var der alle mulige andre aktiviteter i løbet af eftermiddagen og aftenen som leg, dans og mad over bål.

Det at kunne synge og snakke med de andre forældre om aftenen, mens børnene rendte rundt og legede, gjorde også, at det et pusterum for os voksne.

Julie Kristina Doctor, kursist

”Det var et intenst program på en god måde. Nogle gange kunne det godt blive lidt internt, fordi mange har været af sted flere gange før, men vi følte, vi befandt os i en tryg lomme, hvor alle var søde og åbne. Det at kunne synge og snakke med de andre forældre om aftenen, mens børnene rendte rundt og legede, gjorde også, at det et pusterum for os voksne,” siger hun.

I hvert fald havde vi en virkelig god oplevelse, og det var det hele værd.

Julie Kristina Doctor, kursist

Efter kurset var begge døtre meget ivrige efter at tage af sted igen. Det afviser Julie Kristina Doctor ikke, men hun tror, familien skal prøve andre højskoler i fremtiden.

"Min kæreste og jeg kan godt lide at være aktive, så måske det skulle være en idrætshøjskole næste gang. Nu må vi se. I hvert fald havde vi en virkelig god oplevelse, og det var det hele værd.”

Læs mere om familiekurser her.

Korte kurser

  • Korte højskolekurser kaldes ofte for sommerkurser, men der afholdes korte kurser hele året. De varer typisk en til syv uger.
  • Mange bruger et kort højskolekursus som en inspiration i arbejdslivet, som et pusterum i uddannelsen, eller en chance for at møde nye mennesker og udvide netværket.
  • Nogle kurser henvender sig specifikt til forældre med børn eller seniorer, mens andre er åbne for alle interesserede voksne.

Læs mere om de korte kurser her

Læs mere om familiekurser her.