Vi har en klimakris’, stop med at spise gris - vi økologir’ ikke en fuck!” Sådan lyder det gennem megafonen, som føres af en gruppe højskoleelever, der har skrevet en klima-banger til det efterhånden velkendte soundtrack bag den oscarvindende film ”Druk”.
Politikerne får goodiebags med andensorteringsgrøntsager, og et kålhoved skifter hænder, mens Pernille Skipper, Jacob Mark med flere skriver under på at kæmpe for et mere bæredygtigt landbrug.
Med kampagnen ”Giv landbruget mening” vil eleverne have kødet på forhandlingsbordet, så landbrugets CO2-udslip kan reduceres – helst halveres! Det er derfor, 20-årige Astrid Jønsson og hendes kampagnekompagnoner fra Krogerup Højskole er mødt op i Rigsdagsgården bag Christiansborg for at tage imod folketingsmedlemmerne, når de møder på arbejde.
Jeg har før tænkt, at det var lidt for stort. At det nok ikke lige var min kamp at kæmpe, men mit højskoleophold har været med til at gøre klimakampen tilgængelig og vist, at man kan tage del i kampen på forskellige niveauer.
Astrid Jønsson, elev på Krogerup Højskole i foråret 2021
I dag råber de ad magten, men benarbejdet bag bevægelsen er skabt i dialog. Målet er nemlig at samle, ikke splitte:
”Det har været vigtigt for os ikke at skælde landmændene ud. Vi vil gerne anerkende deres arbejde, og at de en del af et system, som er umuligt at ændre alene. Vi skal skabe forandringen i fællesskab,” fortæller Astrid, der ikke opfatter sig selv som aktivist, men blot er optaget af, hvordan vi på tværs af politiske ideologier kan blive enige om at ændre på en sektor, der er gift for vores klima:
”Mange af os unge vil gerne blive bedre til at gøre noget. Man kan hurtigt føle sig hyklerisk, men det er svært at vide, hvor man skal starte. Jeg har før tænkt, at det var lidt for stort. At det nok ikke lige var min kamp at kæmpe, men mit højskoleophold har været med til at gøre klimakampen tilgængelig og vist, at man kan tage del i kampen på forskellige niveauer. For nogen starter forandringen i køkkenhaven, for andre til en demo foran Christiansborg.”
Nok er der lang vej til et CO2-neutralt landbrug, men det nytter faktisk at gøre noget og tage del i kampen i det omfang, man evner, mener Astrid:
”Det behøver ikke være en tung byrde. Det kan faktisk være meningsfuldt og virkelig sjovt imens,” siger hun. Derudover har det politiske arbejde med kampagnen og hendes ophold på højskolen kastet nyt lys over hverdagen og de valg, hun selv har indflydelse på.
Derfor er der nul flyrejser og meget mindre kød på tallerkenen, når hun tager hjem fra Krogerup Højskole. Ikke for at undgå skyld, skam og tvang, men fordi det giver mening