Hvordan vælger man en højskole? Mulighederne er mange, når man vil bruge sit sabbatår, sin ferie eller fritid sammen med andre på en af landets over 70 højskoler. Her er nogle spørgsmål, som måske kan hjælpe dig videre.
Hvilke fag skal jeg vælge?
Er der et fag eller to, du bare virkelig gerne vil dykke ned i? Det kan være, at du allerede ved, hvad du vil uddanne dig til, og at du derfor godt vil snuse til fag, der ligger tæt op ad din uddannelse. Eller måske har du lyst til at lave noget helt andet og boltre dig i fag, du kun vælger af lyst og nysgerrighed, og som ikke nødvendigvis skal fylde noget i din fremtid. Højskole kan også være en god mulighed for at prøve et fag af, inden du beslutter dig for, om det er er netop dét fag, du vil læse senere.
I Højskolernes kursussøgning kan du søge på specifikke fag og se, hvilke højskoler der har netop de fag, du interesserer dig for. Der er højskoler, der er rettet mod særlige linjer eller områder inden for f.eks. idræt, musik, teater eller livsstil. Og der er almene højskoler med stor bredde i fagudbuddet, hvor du sammensætter dit skema selv ud fra en række forskellige fag.
Her kan du forhåbentlig skære mulighederne ned, så du står med 2-4 højskoler, der ser interessante ud for dig, så det bliver lettere for dig at vælge højskole.
Prøv kursussøgningen
Hvad betyder det sociale på højskolen?
Det sociale fylder meget på alle højskoler, og der er ingen tvivl om, at du vil opleve det særlige højskolefællesskab, lige meget hvilken højskole du vælger. Men det kan være en rigtig god idé at tage på besøg på et par af de højskoler, du har i spil. Alle højskoler tilbyder rundvisninger eller åbent hus, og det giver et rigtig godt billede af en skole at besøge den. Her vil du møde nogle af de nuværende elever og undervisere, se bygningerne, fornemme stemningen og få et konkret indtryk af stedet.
Hvor ligger der højskoler?
Noget af det, der kan være med til at indsnævre mulighederne, når du skal vælge højskole, er at kigge på beliggenhed. Vil du være tæt på dit hjem og din familie, eller giver det bedre mening at tage længere væk og komme på helt nye græsgange? De fleste højskoler ligger i Jylland, men der er også en del højskoler på Sjælland og Fyn og én på Bornholm – og endda også på Færøerne, i Grønland, Norge og Sverige og mange andre steder i verden.
Se kortet over højskoler
Hvor mange elever går der på en højskole?
Det kan være godt at undersøge, hvor store højskolerne er. Uanset antal elever bliver der masser af plads til hygge og sammenhold, men det kan godt betyde noget for den enkelte, om det er en stor skole med måske 200 elever eller en lille skole med f.eks. 60 elever. Det vil fremgå af de enkelte højskolers hjemmeside, hvor mange elever de typisk har.