Af Marlene Fenger-Grøndahl
En gang om året afholder Brandbjerg Højskole ”Sharing Brandbjerg” – et weekendarrangement, hvor højskolen inviterer tidligere elever til, i samarbejde med nuværende elever, at skabe bæredygtig forandring. Det sker både i direkte forstand ved at plante en nøddelund, rense en sø eller anlægge en fårefold og i mere indirekte forstand ved at skabe en sansehave, der kan invitere folk tættere på den natur, de er en del af.
”Det handler om at skabe noget sammen og mærke naturen og de bæredygtige forandringer på egen krop. De kommer i direkte kontakt med naturen og ser, at de kan skabe et håndgribeligt aftryk på verden med deres egne hænder og være med til at skabe forandring. De kommer i kontakt med deres eget livsgrundlag og oplever, at de kan omskabe naturen til fødevarer og byggematerialer,” siger forstander på Brandbjerg Højskole og formand for Højskolernes Bæredygtighedsudvalg Simon Lægsgaard.
”De får jord under neglene og sved under armene og kan se, at de kan rykke noget i en bæredygtighedssammenhæng. Det rykker ikke noget i det store billede med klimaforandringer og biodiversitetskrise, men det gør en verden til forskel i den enkelte, og det er der, det hele begynder. Det viser, hvad højskolerne kan – vi kan forvandle apati og handlingslammelse til håb og handlekraft,” siger højskoleforstanderen, der selv både skriver om og underviser i emner som natur og bæredygtighed.
”Alle elever på Brandbjerg Højskole får oplevelser med natur og bæredygtighed, uanset hvilke linjefag de vælger. Det kan for eksempel være igennem maden, som vedkommer og påvirker alle, gennem morgensamlinger, som vi ofte henlægger til naturen, eller ved deltagelse arrangementer, som vores bæredygtighedsmiljø inkluderer hele skolen i. Uanset hvilke fag du vælger, kommer du ikke igennem et højskoleophold på Brandbjerg uden at stifte bekendtskab med både naturen og bæredygtighedsudfordringerne.”
At skabe forandringer
Brandbjerg Højskole har ligesom mange andre højskoler de seneste år sat endnu mere fokus på natur, bæredygtighed og klima, og søgningen til netop de fag er stor.
Men det er højskolens mål, at ikke kun de særligt interesserede skal tage større viden om, og ikke mindst større forbundethed med, naturen med sig fra højskoleopholdet.
Ifølge Simon Lægsgaard er det erfaringer med naturen og fornemmelsen af menneskets forbundethed med den, der skaber grundlag for det håb og den handlekraft, der skal til for at bremse klimaforandringerne og skabe en mere bæredygtig verden:
”Der er to sammenhængende udfordringer, når det kommer til at skabe forandringer i retning af en mere bæredygtig verden. Den ene udfordring består i, at der i den danske befolkning generelt – ikke mindst i de yngre generationer – er en ekstrem fremmedgørelse i forhold til naturen. Det spænder fra almindelig uvidenhed til direkte berøringsangst over for naturen. Her er det oplagt at komme i hu, hvad Grundtvig skrev i sit digt ’Nu skal det åbenbares’ om menneskelivets dannelse: ’den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær’. Vi må tage fat i uvidenheden og den manglende relation for at skabe den drivkraft, der skal sætte handling i gang. Har man ingen fornemmelse for naturens betydning og det tab, som den nuværende udvikling indebærer, er det svært at blive motiveret til at skabe forandringer,” siger Simon Lægsgaard.
Jeg tror på, at mennesker er modtagelige. Vi vil egentlig gerne de bæredygtige løsninger, men der er nok mange, der stadigvæk famler lidt med, hvad ‘lille jeg’ kan gøre ved det hele. Og der kan højskolerne – med den kraft, en højskole kan være i et lokalsamfund – være med til at skabe nye fællesskaber.
Connie Hedegaard, tidligere klimakommissær
Lykkes det at skabe en relation til naturen, vil der typisk opstå en længsel efter at gøre noget for at redde den – om ikke andet så af frygt for at miste det, man nu har fået kær, mener forstanderen. Men ofte vil der her indtræde en følelse af afmagt og frygt, der kan føre til apati og handlingslammelse. Heri består anden udfordring:
”Selv om man bliver opmærksom på, at her er noget, vi skal passe på, nytter det ikke meget, hvis man ikke har redskaberne til at handle og et håb om, at det kan lykkes. Derfor er det essentielt, at man får en erfaring af at kunne handle og gøre noget – sammen med andre. Oplevelsen af at kunne indrette en sansehave, oprense en sø eller dyrke én kvadratmeter jord på sin terrasse kan gøre en kæmpe forskel for den enkelte. Det er her, håbet og handlekraften tændes, og modet til at skabe fællesskaber, der kan medvirke til, at forandring opstår. Uden den dannelse kommer vi ikke langt,” siger Simon Lægsgaard.
Dannelse til bæredygtighed
Netop ordet dannelse er helt centralt, når det kommer til klimaforandringer og bæredygtighed, mener også tidligere EU-klimakommissær og nu international toprådgiver på klimaområdet Connie Hedegaard:
”Vi har behov for at komme tilbage til nogle af de mere åndelige og humanistiske værdier – og få dem ind i uddannelsessystemet. Hvordan forholder vi os til hinanden og til jorden? Det mener jeg er helt afgørende, efter vi har haft en lang periode, hvor det ikke ligefrem har været den klassiske dannelse, der har været i højsædet,” sagde Connie Hedegaard, der selv er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab, for nylig til Højskolebladet.
Selv om man bliver opmærksom på, at her er noget, vi skal passe på, nytter det ikke meget, hvis man ikke har redskaberne til at handle og et håb om, at det kan lykkes.
Simon Lægsgaard, forstander på Brandbjerg Højskole og næstformand for højskolerne
Simon Lægsgaard. Foto: Andreas Bang Kirkegaard
Den tidligere klima-, energi og miljøminister er formand for blandt andet Aarhus Universitet, og hun mener, at viden om bæredygtighed bør indgå i dannelsen i hele uddannelsessystemet:
”Jeg mener, at den skal gennemsyre hele vores uddannelsessystem og integreres på alle læreanstalter. På Aarhus Universitet er vi gået i gang med at kigge på alle læseplanerne, hvilket man bør gøre i folkeskolen og opefter. Man kan ikke hævde at være et dannet menneske i det 21. århundrede, hvis ikke man har en fundamental viden om vores bæredygtighedsudfordringer,” siger hun.
Og ligesom Simon Lægsgaard ser Connie Hedegaard højskolerne som en oplagt aktør i forhold til dannelse, også i relation til klima og bæredygtighed:
”Jo mere man viser betydningen af folks handlinger og gør det, man kan gøre, konkret – des længere kommer vi. Og dér har højskolerne en virkelig interessant rolle. Ikke kun som højskoler, men som aktører i et lokalsamfund,” siger hun.
”Jeg tror på, at mennesker er modtagelige. Vi vil egentlig gerne de bæredygtige løsninger, men der er nok mange, der stadigvæk famler lidt med, hvad ‘lille jeg’ kan gøre ved det hele. Og der kan højskolerne – med den kraft, en højskole kan være i et lokalsamfund – være med til at skabe nye fællesskaber,” siger hun.
Simon Lægsgaard er enig. Han understreger, at der i højskolebevægelsen generelt er et stigende fokus på, at højskolerne ikke kun skal give den enkelte viden og værktøjer med videre, men også skabe forbindelser mellem skole og lokalsamfund og give kursisterne mod på at skabe møder mellem mennesker i de sammenhænge, hvor de kommer hen efter et højskoleophold.
”På højskolerne kan vi skabe fællesskaber, som ikke opstår andre steder, for eksempel på tværs af generationer. På Brandbjerg har vi korte og lange kurser samtidig, hvilket gør, at vi lettere end de fleste andre højskoler kan skabe fællesskab og samtale på tværs af ældre og yngre, så vi får brudt med den her dikotomi om de egoistiske boomere over for de hysteriske unge klimaaktivister. Vi kan i højskolebevægelsen generelt gøre meget mere, for eksempel ved at invitere forældre og bedsteforældre ind på besøg på højskolerne,” siger Simon Lægsgaard og tilføjer, at de unge kan inspirere de ældre til at forstå alvoren af klimaforandringerne, mens de ældre blandt andet kan bidrage med håndværksmæssig viden og ofte et tættere forhold til naturen.
Han oplever, at mange højskoler arbejder aktivt med at skabe samarbejde med lokalsamfundet, og på Brandbjerg har de planer om at skabe en fælles køkkenhave, hvor folk udefra kan dyrke grøntsager sammen med skolens elever:
”Vi skal ikke forstyrre højskoleboblen alt for meget, men vi kan sagtens skabe flere møder med folk udefra, end vi gør nu,” siger han. Derudover håber han, at kursisterne forlader højskolen med en evne til at skabe møder mellem mennesker og lytte til dem, de ikke er enige med.
”Hvis vi skal løse de store udfordringer, skal vi have flertallet af befolkningen med, og det får vi ikke, hvis fronterne trækkes alt for hårdt op. Vi skal ikke primært skabe klimaaktivister, men danne mennesker til at møde andre holdninger og være villige til at sætte dem i spil. De skal gå herfra med store ører, så de for eksempel kan gå i dialog med de konventionelle landmænd og forstå, hvad der betyder noget for dem, samtidig med at de står ved deres egne holdninger,” siger forstanderen.
Desuden ser han det som en vigtig opgave for højskolerne at skabe rum til at udfordre den herskende væksttankegang:
”Vi har brug for et opgør med hele den væksttankegang, der ligger til grund for vores velfærds- og især forbrugssamfund – nemlig at vi skal arbejde mest muligt, så vi kan tjene penge til det nemme liv. Vores liv bliver nemt opdelt mellem arbejde, hvor vi drøner derudaf, og fritid, hvor vi køber os til underholdning, og det levner meget lidt plads til eftertanke og fællesskaber. Lader vi den kapitalistiske dagsorden være drivkraft for den bæredygtige udvikling, vil det kun lykkes i det omfang, det er opportunt for den økonomiske vækst. Derfor må vi gøre op med det evige fokus på økonomisk vækst, og det kræver rum til samtale og eftertanke – et rum, som højskolerne har 175 års erfaring med at skabe,” siger han.
Connie Hedegaard er enig i, at vi sammen må se realiteterne i øjnene:
”Vi kommer til at kunne mærke det. Vi kommer til at betale mere for visse ting. Vi kommer til at lægge nogle vaner om. Vi kommer til at rejse på en anden måde. Jo før man holder op med at foregøgle folk, at man kan lave en omkalfatring på relativt kort tid, uden at nogen kommer til at mærke det – des bedre,” siger hun.