Godt på vej mod 360 graders selvforsyning

Udgivet 05-01-2022

Man fristes til at sige, at på Vestjyllands Højskole er bæredygtighed ikke en destination, men en livsstil. Her er den grønne linje dybt forankret i driften, værdigrundlaget og pædagogikken.

Af Anna Sofie Lisbjerg

Min tid på højskolen har fået mig til at tænke i cyklusser og permakultur. Alting har en funktion, kan genbruges og indgå i nye sammenhænge, hvis vi bare tænker os om.

Jakob Krig Tillegreen, højskoleelev

Foruden elever og ansatte bor der fire får, to grise, tre geder, seks høns og fire løbeænder på højskolens grund. Dyrene er sammen med skolens mange haver, en drivhustunnel og en andelsæbleplantage med til at danne rammen om flere af højskolens fag samtidig med, at de leverer råvarer til skolens køkken, der er overvejende vegetarisk og 96 % økologisk. Et slags økosystem, hvor eleverne tilegner sig færdigheder, der både bidrager til skolens bæredygtige drift og til deres egen motivation for at leve grønnere:

”Min tid på højskolen har fået mig til at tænke i cyklusser og permakultur. Alting har en funktion, kan genbruges og indgå i nye sammenhænge, hvis vi bare tænker os om. Jeg går meget ind for no waste princippet, så når jeg for eksempel laver min kop morgenkaffe, smider jeg ikke filter og grums i skraldespanden. Det skal ud og kompostere, så det kan blive til jord. Det har givet mig en øget bevidsthed om verden og bæredygtighed, som også giver mig et håb for fremtiden. Vi kan altså godt ændre på den verden, vi lever i. Det skal vi!” siger Jakob Krog Tillegreen, der var elev på højskolen i efteråret 2020.

Så hvordan bærer man sig ad med at blive en selvforsynende skole og husholdning på plus/minus 100 personer?

CO2-neutral samvittighed

Vi kommer ikke udenom Anne-Sofie* – et jordvarme- og solfangeranlæg, der sammen med vindmøllen i højskolens baghave sørger for badevand og varme. Anlægget, som skolen har navngivet Anne-Sofie, er unikt i Danmark, da det som det eneste, gør det muligt at kombinere energikilderne på den mest optimale måde alt efter vind og vejr.

Det betyder også, at eleverne kan tænde læselampen og tage bad efter dansetimen med CO2-neutral samvittighed. Til sammen producerer skolen nemlig mere energi, end de forbruger.

”Inden vi når 360 graders bæredygtighed, er vi nødt til at lave en turn around og spørge os selv: Hvad er det mindste skridt, jeg kan tage som individ for at flytte fællesskabet henimod de 360 grader. Det er det, vi forsøger som højskole med at tænke bæredygtighed ind i driften, køkkenet, energiforsyning og den pædagogiske forankring. Eleverne vil forhåbentlig opleve det samme, når de kan trække økologiske gulerødder op ude i markedshaven og tage deres nye viden med sig til lejlighedens køkken på Nørrebro, efter de er færdige her på højskolen,” siger Benedikte Sten Andersen, der er forstander på Vestjyllands Højskole.

En lille landsby midt i højskolen

Over sommeren har en gruppe elever indviet skolens nye Tiny House landsby, som blandt andet er bygget af træ og hamp. Her har de boet i 12 uger for at fordybe sig i jordnære fællesskaber, selvforsyning og mulighederne for opstart af egen småskala produktion.

Der er med andre ord mange jern i ilden på den vestliggende højskole, som ser muligheder i det grønne frem for begrænsninger og minder os om, at vi kan gøre noget selv – og rigtig meget sammen!

__

*Anne-Sofie står for: Anlæg til Nyttiggørelse af Naturlig Energi med Sol, Frisk vind, Intelligent jordvarme og Elektricitet.