Af Signe H. Damkjær
Hvordan er det at være ung, queer og have mellemøstligt baggrund? At være en minoritet i en minoritet? Det havde Parmis Shakeri ikke forestillet sig, at hun ville tale åbent om, før hun startede på Grundtvigs Højskole. Og hun havde slet ikke forstillet sig, at hun ville præsentere sit historie i en podcast, der kom ud til hele skolen.
"Jeg sad og rystede, da podcasten blev sendt. Jeg var så nervøs. Men bagefter kom mange af mine højskolekammerater hen og fortalte mig, at min historie havde inspireret dem, og jeg fik så mange positive reaktioner. Det var virkelig rørende," fortæller Parmis.
Inden jeg startede på højskolen, havde jeg forestillet mig, at jeg skulle forsvare mig selv. I gymnasiet havde jeg pakket mig ind. På højskolen pakkede jeg mig ud igen.
Parmis, tidligere højskoleelev
Nogen at spejle sig i
Parmis er 22 år, hun er vokset op i Danmark og har forældre fra Iran. I dag læser hun til farmaceut på Københavns Universitet. Hun identificerer sig som queer og glæder sig over, at Copenhagen Pride bliver større år for år. Da hun gik i gymnasiet, savnede hun nogen at spejle sig i.
"Jeg satte spørgsmålstegn, ved hvad det ville sige at være en pige. På et tidspunkt prøvede jeg at hvile mere i den maskuline energi, jeg overvejede om jeg var transkønnet, og alligevel kunne jeg hverken hvile i det maskuline eller det feminine. Jeg følte ikke, der var plads til forskellighed, der hvor jeg var. Jeg følte mig ensom og ville i virkeligheden bare gerne finde et sted, hvor jeg kunne udvikle mig i fred."
Følelsen af ensomhed og af at være anderledes kom både fra at være en etnisk minoritet og at være ung med en anden seksuel orientering end flertallet.
"Jeg havde svært ved at finde fællesskab med etnisk danske unge, fordi jeg har persisk baggrund, og jeg havde også svært ved at finde fællesskab med unge med en anden etnisk baggrund end dansk, fordi jeg er queer. Det bunder måske også i mine egne fordomme. Jeg tænkte tidligere, at folk med anden etnisk baggrund end dansk ville tage afstand fra mig, og at etniske danskere ikke ville kunne forstå mig, hvis jeg sagde noget om min kulturelle baggrund," siger hun.
Vi var forskellige, men vi var også en helhed. Vi var farverige på hver vores måde, og vi fejrede hinanden som dem, vi var.
Parmis, tidligere højskoleelev
Kærlighed i luften
Det ændrede sig heldigvis, da Parmis i foråret 2021 startede på Grundtvigs Højskole. Her mødte hun andre unge, der også identificerede sig som queer og fik for første gang et fællesskab om det.
"Jeg mødte også etnisk danske elever, der ikke umiddelbart kunne relatere til min kultur, men som alligevel lyttede og prøvede at forstå, og som accepterede hele mig og det, jeg kom med. Vi var forskellige på højskolen, men vi var også en helhed, og vi gav hver især noget til det store billede. Vi var farverige på hver vores måde, og vi fejrede hinanden som dem, vi var"
Oplevelsen af at blive mødt og rummet, gav Parmis mod til at åbne op for og stå ved, den hun er.
"Inden jeg startede på højskolen, havde jeg forestillet mig, at jeg skulle forsvare mig selv. I gymnasiet havde jeg pakket mig ind. På højskolen pakkede jeg mig ud igen. Da vi startede, var der bare så meget kærlighed i luften, og vi ville bare så gerne hinanden. Det betød, jeg kunne være meget tro mod mig selv i hele opholdet. På højskolen fandt jeg det fællesskab, jeg ledte efter," siger hun.
På højskolen oplevede jeg, at andre kunne bruge min historie til deres egen udvikling. Og at man griber hinanden, når man er sårbar.
Parmis, tidligere højskoleelev
En ny start
Ved at lave sin podcast og ved at være en del af fællesskabet på højskolen opdagede Parmis, at hun kunne give noget til andre, netop fordi hun kom med en anden baggrund end flertallet.
"Jeg blev bevidst om, at andre også er heldige, fordi de kender mig, og at det ikke kun den anden vej rundt. At jeg også kan give andre noget. På højskolen oplevede jeg, at andre kunne bruge min historie til deres egen udvikling. Og at man griber hinanden, når man er sårbar. Det har betydet alt for mig," fortæller hun.
Parmis hviler i dag i sin feminine side og udforsker den. Hun fortæller, at det er noget, hun kan, fordi højskolen har skabt et stærkt fundament for hele hendes personlighed.
"Højskolen var en helt ny start på min ungdom og mit liv. Det er grunden til, at jeg er den, jeg er i dag. Jeg føler ikke længere, jeg behøver putte mig selv i en boks, jeg nyder bare at være der, hvor jeg er som menneske," slutter hun.