af Anja Fjord Skovgaard
Du skal på højskole, og du skal til at pakke. Men hvad er det vigtigt at have med på højskole?
Grundlæggende skal du selvfølgelig tænke på, hvilken type højskole du har valgt, og om dine fag kræver nogle særlige ting. Skal du f.eks. på en idrætshøjskole, er det en god idé at pakke masser af sportstøj og træningssko.
Men der er også mange ting, der bare altid er gode at have med. Vi har samlet tips fra tidligere højskoleelever til en pakkeliste til dig, der skal på højskole på et langt kursus.
Det kan i øvrigt altid være en god idé at tjekke, om din højskole har sin egen pakkeliste på hjemmesiden eller i velkomstbrevet, så din pakning kan blive endnu mere målrettet.
God fornøjelse med pakningen, og hav en skønt højskoleophold!
Pakkeliste
- Dyne og pude (tjek med din højskole, om det allerede er på værelset)
- Sengelinned (et par sæt)
- Håndklæder (mindst to badehåndklæder og ét mindre)
- Hverdagstøj (husk arbejdstøj, der godt må blive beskidt, hvis du skal have keramik, kunst eller håndværksfag)
- Festtøj og -sko
- Udendørs tøj og sko
- Evt. uldundertøj og varme sokker (hvis du skal være meget udenfor eller fryser nemt)
- Træningstøj og -sko (rigeligt, hvis du skal på idrætshøjskole)
- Badetøj
- Solbriller/kasket
- Hjemmesko/tøfler/sandaler (du kommer ikke til at gå i andet)
- Badekåbe (hvis du skal gå fra dit værelse til fællesbad)
- Elektronik: PC, telefon, opladere, headset, forlængerledning
- Særligt udstyr til dine fag/din linje (det vil du få besked om fra skolen)
- Pas og det blå sygesikringskort (hvis du skal på studietur. Husk at tjekke, at dit pas er gyldigt i mindst 6 måneder ved udrejse, og at dit sygesikringskort er gyldigt.)
- Sundhedskort, kreditkort, kørekort
- Drikkedunk og kop til værelset eller ture
- En rygsæk til ture kan være en god ide
- Ting til dit værelse (billeder, planter, puder, tæpper, lyskæder eller andet, der kan hygge på værelset)
- En cykel (hvis du har mulighed for det. På mange højskoler kan du låne.)
- Cykelhjelm og cykellygter
- En pose eller kurv til vasketøj
- Ekstra bøjler til klædeskabet (der er ofte ikke ret mange)
- Udklædningstøj (hvis du har noget sjovt liggende - til temafesterne)
- Håndarbejde (strikketøj eller andet)
- Instrument (hvis du spiller guitar, trompet eller lign.)
- Bøger
- En lille højttaler
- Sovepose og liggeunderlag (hvis du vil have mulighed for at sove i shelter med vennerne f.eks.)
- Evt. opbevaringskasser eller bedroller
- Vaskemiddel til tøjvask
- Notesbog og skriveredskaber
Toiletting
- Shampoo
- Sæber til badeværelset (også håndsæbe)
- Cremer (husk solcreme)
- Deodorant og parfume
- Tandbørste og tandpasta
- Makeup og makeupfjerner
- Neglelak og neglelakfjerner
- Hårbørste, kam, hårelastikker, hårprodukter
- Hårtørrer, krøllejern og glattejern
- Negleklipper, neglefil og pincet
- Vatpinde og vatrondeller
- Læbepomade
- Prævention
- Barbergrej
- Bind, tamponer eller menstruationskop
- Kontaktlinser og briller
- Eventuelt vitaminer og medicin (f.eks. smertestillende)
- Ørepropper og evt. natmaske