Af Signe H. Damkjær
Den 5. juni var Gymnastikhøjskolen i Ollerup igen en smuk og meningsfuld ramme om Ollerup Demokratifestival. Festivalen er arrangeret af Gymnastikhøjskolen i Ollerup, Ollerup Efterskole, Ollerup Friskole og Den Frie Lærerskole.
Demokratifestivallen er derfor det helt rigtige sted for Frirummet, som er de frie skolers fælles demokrati-initiativ, at uddele Folkets Journalistpris, som i år gik til netavisen Zetland.
Som journalist skal man gøre noget, der kan fungere som et slags elektrificerende kabel hen til det menneske, man vil i kontakt med.
Lea Korsgaard
Det var dog hverken Frirummet eller de frie skoler, der havde bedt chefredaktør for Zetland, Lea Korsgaard, om at citere friskole- og højskole-pioneeren Christen Kold, da hun tog imod prisen: "En lærers fineste opgave er først at oplive så oplyse."
Lea Korsgaard fortsatte: "Det gælder også for journalistikken. Det, at overlevere information, er kun halvdelen af opgaven. Den første del er at vække noget. Vække engagement. Som journalist skal man gøre noget, der kan fungere som et slags elektrificerende kabel hen til det menneske, man vil i kontakt med, og som fordi, man har gjort det, er vågen og engageret og har lyst til at gøre noget med en viden, der kommer."
Prisoverrækkelse
Zetlands journalistik styrker tilliden, fordi mediet inddrager mediebrugerne og lader dem følge processerne
Peter Bro, formand for juryen
Prisen blev overrakt af Peter Bro, professor i journalistik ved SDU og journalisten Gerd Maria May samt af Lola og Ellie, som går i 9. klasse på Ærø Efterskole og var en del af prisens Ungepanel.
"Zetland excellerer på daglig basis i journalistik, der har plads til nuancer, skaber fællesskaber og inspirerer til handling. Zetlands journalistik styrker tilliden, fordi mediet inddrager mediebrugerne og lader dem følge processerne" sagde Peter Bro, der er formand for juryen.
Ud over Zetland var de nominerede Sein, TV2 Echo, ØsterbroLIV og forestillingen Klimakabalen.
Prisen består af 50.000 kroner og et kunstværk af Marco Blix. Prisen er uddelt med støtte fra Samfonden og TrygFonden
Læs mere om prisen på www.frirummet.org