Global højskolebevægelse vil sætte aftryk på fremtiden

Fra kulturmøde til politiske venskaber

Det har stor betydning at udvikle politiske venskaber, som ikke er naive og ikke kun handler om at have det sjovt, men om at støtte hinanden i alles kampe og bekymringer.

Juan Mayorga, journalist og underviser på Unitierra, Mexico

I en tilstødende, halvnøgen nåleskov har et hold elever udstillet kunstinstallationer med forskellige politiske budskaber. Og symptomatisk for de spørgsmål, værkerne rejser, kan du gå ubemærket forbi dem eller tage et aktivt valg om at forlade lysningen og følge den mere ufremkommelige sti ind i mørket for at forholde dig til kunstens budskab.

Under titlen ”Are you ready?” har en ukrainsk elev, sammen med en gruppe med-elever, gravet en lang grav ved et kors og lagt et spejl dernede, så man møder sit eget spejlbillede, når man passerer graven. Et råt eksempel på, at deltagerne ikke blot repræsenterer sig selv, men også bærer deres eget lands historie, konflikter og succeser med sig. Det giver festivalforsamlingen en mærkbar dybde, og man fornemmer, at der er plads til både små og store kampe samt en lyst til at ville lære af, og understøtte, hinanden.

En pointe, der ifølge Juan Mayorga, som underviser på Unitierra i Mexico, er en af projektets vigtigste læringer:

”Da jeg i går aftes overværede franskmænd, canadiere, palæstinensere, en fyr fra Australien og mine kolleger fra Mexico sidde om en vandpibe, danse og spise baklava, var det ved første øjekast svært at få øje på det dannende element i deres møde. Men ved nærmere eftersyn var de fem nationaliteter, der prøvede at kommunikere på andet end deres modersmål, mens de byggede en relation. Det virker fjollet, men det er det ikke. Det har stor betydning at udvikle politiske venskaber, som ikke er naive og ikke kun handler om at have det sjovt, men om at støtte hinanden i alles kampe og bekymringer. Som når man for eksempel får en relation til en palæstinenser i løbet af dagene her, er det svært ikke at støtte kravet om et frit Palæstina fremover. Derfor er de her uformelle møder utrolig vigtige.”

Det har gjort stort indtryk på mig at tale med nogen, der har en anden baggrund end en selv og finde ud af, hvor privilegeret jeg er.

Asta Svoldgaard, højskoleelev

En tilsvarende oplevelse havde 21-årige Asta Svoldgaard fra Gerlev Idrætshøjskole, der blev rørt over mødet med en ukrainsk elev, da de mødtes til workshoppen ”Tjek dine privilegier” med Trina Jackson fra Highlander Research & Education Center i USA.

Her skulle deltagerne svare enig/uenig på udsagn som ”jeg kan gå roligt hjem om aftenen”, og ”jeg kan regne med mine forældres støtte, hvis jeg er i nød”. Det illustrerede meget tydeligt, hvordan workshopdeltagerne gik fra at være en homogen gruppe til at forgrene sig og blive et mere broget billede af individuelle livsfortællinger, vilkår og perspektiver:

”Det har gjort stort indtryk på mig at tale med nogen, der har en anden baggrund end mig selv og finde ud af, hvor privilegeret jeg er,” fortæller Asta.

Åbent laboratorie

Den danske højskolebevægelse og højskolelignende institutioner i udlandet har gentagne gange vist, hvordan skoleformen kan fungere som kraftcenter for engagement, handlemod og demokratisk dannelse.

Egenskaber, der er mere end efterspurgte i spørgsmålet om den grønne omstilling af vores samfund – både lokalt og globalt.

Så hvordan forholder bevægelsen sig til det ansvar, der følger med evnen?

”Arbejdet med bæredygtighed har spiret på de enkelte højskoler længe. Dét, vi har gjort med Peoples Future Lab - og flere nye initiativer - er at sætte struktur på og kaste mere energi i at gøre det stærkere, så vi kan sætte et endnu større aftryk på fremtiden. Vi har ladet det gro nedefra, som højskoler altid har gjort,” siger formand for Folkehøjskolernes Forening, Lisbeth Trinskjær, da vi møder hende på pladsen.

I festivalens pædagogiske telt kan man sideløbende med de interaktive workshop overvære pædagogiske debatter og indlæg fra forskere og praktikere, der beskæftiger sig med emner relateret til højskolens praksis og bæredygtig (ud)dannelse. 

Blandt oplægsholderne er Marie Holt Richter, en af forfatterne til den kommende udgivelse "På gyngende grund" - en bog om bæredygtig dannelse, der bygger på empiri fra de danske højskoler:

”Mange fortæller om højskolens rolle, at den fra starten har været at ruste danskerne til at være i den samtid, der udspiller sig. At det var motivationen for højskolen. Nu har vi en ny situation i verden, og højskolen giver mange af de kompetencer, der er brug for: Demokratisk dannelse, solidaritet, evnen til at reflektere over andres og egne perspektiver, visualisere andre fremtider og tænke ud af boksen i forhold til at leve sit liv," fortæller hun og fortsætter:

"Alene levefællesskabet på en højskole har en afgørende rolle: Du kan ikke gemme dig. Du kan ikke holde brandtaler om kødforbrug og bagefter gå ned i kantinen og æde en stor bøf. Du lærer at være en del af fællesskabet og være ansvarlig overfor fællesskabet, men også at fællesskabet har din ryg, hvis du fejler eller føler dig usikker. Mange elever på bæredygtighedsfag siger, at her har de et fællesskab at dele deres bekymringer i uden at være en killjoy. Så der er mange ting, der gør højskolen til en ideel ramme for bæredygtig dannelse,” slutter hun.

Vi skal lære at forandre os

Mens levefællesskabet teoretiseres i teltet, udspiller det sig i realtid på festivalpladsen, hvor eleverne spiller musik, snakker og deler en candyfloss i solen. 

At højskolens potentiale i omstillingen kædes sammen med levefællesskabet og den frie, legende tilgang til læring, der er særlig for skoleformen, er Marie Holt Richter ikke alene om at mene:

”Det er afgørende, at vi lærer at forandre os og lærer, hvordan vi forandrer vores sociale praksis, lokalsamfund og samfundet generelt. Bæredygtig omstilling er ikke nemt. Mange indsatser fejler, fordi man ikke ved, hvordan man skal navigere i det. Det har vi brug for uddannelserne til at hjælpe os med at blive dygtigere til. Men for at det kan ske, må uddannelserne selv omstilles. Her kan højskolerne spille en særlig rolle, fordi de med deres frie læringsformer har mulighed for at eksperimentere,” pointerede Jeppe Læssøe, professor emeritus fra Aarhus Universitet, da han talte til åbningen af festivalen tidligere på dagen.

Og Peoples’ Future Lab er et kerneeksempel på netop det at eksperimentere med formen. I et toårigt forløb har projektet arbejdet for at styrke højskolernes pædagogiske praksis og globale netværk ved at forbinde 10 danske højskoler og 10 højskolelignende institutioner fra hele verden.

Skolerne har besøgt hinanden med deres elever, og lærerne har sideløbende deltaget i et lærerkursus med henblik på at samle erfaring, inspiration og indsigter på tværs af skoleformen globalt. 

Mette Skamris er højskolelærer på International People's College (IPC) i Helsingør og har sammen med sine elever teamet op med Fircroft College of Adult Education, der ligger i Birmingham, England.

Skolerne har i forløbet op til camp-dagene og festivalen helt konkret kunne erfaringsudveksle omkring skolehaver og har derudover haft et overordnet fokus på at skabe naturforbindelser:

"Mange af både deres og vores elever har ikke tilbragt særlig meget tid i naturen, så det er lidt fremmed og samtidig helt nødvendigt for at kunne se sig selv som en del af den bæredygtige omstilling og som en forandringsagent, der kærer sig om de her ting," fortæller hun.

Stærke rødder – nye grene

Ét menneske kan ikke flytte alverden, men det kan bevægelser.

Lisbeth Trinskjær, formand for Højskolerne

Peoples’ Future Lab har med sit grundige indledende arbejde og eksekveringen af et nytænkende festivalformat manifesteret, at højskoletanken og -formen - både historisk og i dag – har et kæmpe potentiale i at skabe dialog om fælles, globale dagsordener. De grundtvigianske skoletanker har slået rødder i hele verden, herunder lande som Indien, Polen og Kenya, hvor behovet for at nære demokratiske værdier er afgørende.

På samme måde som højskolen gennem tiden har været bannerfører for livsoplysning og demokratisk dannelse, tyder meget på, at højskolen i fremtiden - og nu - får en tilsvarende vigtig opgave i at arbejde med bæredygtig dannelse.

Og det er dén opgave, det globale fællesskab, som danner rammen om Peoples Future Lab, har indledt på flere niveauer.

Ambitionen må være at huse samtalen, så de unge, voksne og ældre, der er i berøring med højskolerne, oplever at gå derfra med mod, håb og muligheder for at handle.

”Når vi snakker bæredygtighed, er der mange, der diskuterer, om det er for sent, men jeg er glad for, at vi både kender kompleksiteten og samtidig holder fast i det faktum, som historien har vist os gang på gang: Ét menneske kan ikke flytte alverden, men det kan bevægelser. Derfor må vi være naive nok til at tro, at vi kan forandre verden. Det er ikke for sent at kæmpe for en tålelig fremtid," afslutter Lisbeth Trinskjær, mens aftenen gives fri til at modne nye venskaber, der kan sætte kroge i vores bevidsthed og minde os om vores forskellige udgangspunkter - men fælles fremtid.

Foto: Emil Hamer Boisen