Himmelblå 2024

Højskolerne deltager i stor festival i København

Udgivet 06-08-2024

Den 2. september begynder sensommerfestivalen Himmelblå på Vartov i København. Højskolerne bidrager med blandt andet med Højskolebladet Live, Fællessang fra Floor og en stor DJ-battle med familien Elbæk.

Sidste år afholdt Grundtvigsk Forum for første gang festivalen Himmelblå. Nu gentages succesen den 2. september på Vartov i indre København. Pressefoto: Joachim Züger/Grundtvigsk Forum

Den 2. september begynder en særlig festival i det indre København. Her inviterer Grundtvigsk Forum for anden gang til Himmelblå, som er en festival, der løber fra den 2.-8. september.

Festivalen tager afsæt i N.F.S. Grundtvig og har i år fokus på, hvad det vil sige at leve i ”omstillingens tid” – en tid med klimaforandringer, biodiversitet, AI og ryk i de globale magtbalancer.

Højskolerne bidrager med events

Under Himmelblå fyldes bygningen Vartov og dens gård med fællessang, koncerter, debatter, fællesspisning og mange andre arrangementer, og også Højskolerne bidrager til festlighederne.

Det sker blandt andet med sang, samtaler og en stor DJ-battle i Vartovs gård.

Herunder kan du læse om de forskellige events, hvor Højskolerne er arrangør eller repræsenteret:

Den 2. september kl. 8.15

Morgenstund med Lisbeth Trinskjær

Festivalen Himmelblå skydes i gang med en omgang morgensang i Vartovs grønnegård – for de friske og fællessangs-glade.

Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening og for Fonden Ungdomsøen, motiverer sange fra Højskolesangbogen, og alle er velkomne til at komme forbi og synge med.

Der er selvfølgelig masser af kaffe. Og den er gratis.

Find eventet her

Onsdag d. 4. september kl. 16.30

Højskolebladet LIVE

Debat og dannelse i dag – under åben himmel og tilsat masser af højskole.

Danmarks ældste kulturmagasin, Højskolebladet, inviterer til et anderledes og levende sceneshow om dannelse i tiden lige nu – med udgangspunkt i spørgsmålet om, hvad naturens rolle er i nutidens dannelses- og uddannelsestænkning. Sammen med en række skarpe gæster gøder bladets chefredaktør, Sofie Buch Hoyer, jorden for en sensommer-eftermiddag fuld af samtaler, debat og poesi.

Mød blandt andet disse mennesker:

  • Mads Ejsing – postdoc på Københavns Universitet og initiativtager til Det Grønne Forskernetværk
  • Elise Sydendal – klimaaktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse
  • Lise Coermann Nygaard – FN-ungdomsdelegat på klima- og miljøområdet
  • Sarah Hellebek – viceforstander på Krogerup Højskole og underviser i faget Jorden kalder
  • Johannes Schønau – lærer på Egmont Højskolen og medforfatter til bogen Bæredygtig dannelse

Arrangementet er gratis – og der er mulighed for at købe suppe og andet godt, når samtalen er slut.

Find eventet her

Fredag d. 6. september kl. 19.30

Fællessang fra Floor

Huset Vartov er lig med fællessang – og denne fredag i en helt ny version.

Syng med, når Højskolernes fantastiske floorchestra inviterer til Fællessang fra floor – et musikalsk eksperiment, hvor det bedste fra to verdner mødes: For kan fællessang bredes ud, rumme mere alsidig musik og gøres mere mangfoldig? Og kan vi i fællesskab få et nyt forhold til bangers som ”Kun for mig” og ”Allerede is”, når vi synger dem sammen? Med andre ord: Navne som Gilli, Britney og Nik og Jay – nu som fællessang.

Der er gratis adgang og masser af plads. Arrangementet foregår nemlig under åben himmel.

Find eventet her

Lørdag d. 7. september kl. 22

DJ-battle med familien Elbæk

Velkommen til DJ-battle af episke proportioner. Musikalske konfrontation mellem to generationer – i Vartovs grønnegård.

Ordet ”kamp” er omdrejningspunkt, når iværksætter og politiker Uffe Elbæk møder sine to sønner, Frej og Jacob i en historisk DJ-battle midt i København.

I Højskolernes Telt på Folkemødet på Bornholm har kampen mellem to generationer af familien Elbæk år efter år sprængt alle rammer for, hvor meget fest og dans der kan proppes ind under en teltdug. Nu tager vi dysten med ind i hjertet af landets hovedstad, når Himmelblå danner rammer om den endelige afgørelse. Traditionen tro bliver det med alt fra sing-along, dance floor bangers og special guest live on stage.

Kun én DJ vil forlade scenen med den ultimative ære, kongen af beats, mesteren af melodierne. Så tag plads, hold fast, og vær klar til at opleve Elbæk vs. Elbæk.

Battlen er arrangeret i samarbejde med Folkehøjskolernes Forening.

Find eventet her 

Om Himmelblå

  • Festivalen arrangereret af Grundtvigsk Forum er holdes på Vartov i det indre København.
  • Festivalen tager afsæt i N.F.S. Grundtvig og begynder på datoen for hans død – den 2. september – og slutter på hans fødselsdag d. 9. september.
  • Festivalen byder på en lang række arrangementer – fra talks og koncerter til fællesspisning og foredrag.

Læs mere, og find hele programmet her

Andre nyheder

Hent flere

Vil du modtage vores nyhedsbrev?

Højskolernes nyhedsbrev er for dig, der har været på højskole, skal på højskole eller bare gerne vil vide noget om, hvad der sker i højskoleverdenen og hvad, du kan deltage i.

  • Aktuelle historier fra højskolelivet
  • Nyt om højskolekurser
  • Nyheder om Højskolesangbogen
  • Offentlige arrangementer på højskoler
  • Konkurrencer

Felter med (*) skal udfyldes