I foråret 2022 brugte Jeanette Tanggaard en del tid på at finde ud af, hvad hun skulle lave. Jeanette er på førtidspension, da hun lider af epilepsi.
”Det er altså ret kedeligt at være på førtidspension, når man er ung,” fortæller hun, og ledte sammen med sin mor efter noget værdifuldt at blive en del af.
”Vi søgte en masse rundt på nettet og faldt så over Brande Højskole. Jeg er ordblind, og da jeg så, at de både havde dansk for ordblinde og så også havde E-sport, der tænkte jeg bare ‘yes! Det er lige noget for mig!’.”
En god start
Før opstart blev Jeanette kontaktet af højskolens sekretær. Sekretæren ville fortælle Jeanette, at hun ville komme til at blive den ældste på opholdet og sikre sig, at Jeanette stadig havde lyst til at blive elev. Det ville hun gerne, og i august 2022 rykkede Jeanette ind på Brande Højskole.
”De første uger var der en del arrangementer, som lærerne havde planlagt, og som man skulle være med til. Man kunne ikke sætte sig ind på værelset og gemme sig. Vi lavede hyggelige ting for at lære hinanden at kende, som at holde bålaften og synge sammen.”
I løbet af de første uger faldt Jeanette godt til både i højskolens rammer og blandt de andre elever.
”De andre var skidesøde. Og selvfølgelig kunne jeg godt mærke aldersforskellen, men der var også mange af de andre elever, der blev overraskede, når jeg fortalte, hvor gammel jeg var.”
På trods af aldersforskellen følte Jeanette sig godt taget imod på skolen, og hun oplevede skolens lærere som søde og meget tålmodige. Med tiden blev hun så glad or at gå på højskolen, at hun endte med at tage et semester mere og dermed være elev i et helt år.
Noget at være fælles om
For Jeanette var det vigtigt at finde en højskole, der havde nogle fag, som hun syntes var spændende. På højskolen opdagede hun hurtigt, at dét at kunne dele sine interesser med andre, var noget helt særligt.
”Det gør noget særligt for fællesskabet, når man har noget fælles at være sammen om. Både fordi man så har noget at snakke om, og fordi man kan lære nye ting af hinanden, hvis nogen kan en eller anden sej teknik, man ikke kender selv.”
Spring ud i det!
Jeanette lægger vægt på, at hvis man overvejer et højskoleophold, så synes hun, at man skal gøre det.
”Hvis du har pengene eller måske kan få hjælp af din kommune fx, så spring ud i det, og nyd det. Hold et sabbatår, inden du skal ud på arbejdsmarkedet. Hav det sjovt, få en masse oplevelser, og mød nogle søde nye mennesker. Og sørg for at finde en skole med et fag, der interesserer dig.”
Jeanette betalte sit efterårsophold på skolen selv og fik støtte til forårsopholdet. Dette gjorde hun igennem Højskolestipendiet, som giver værdigt trængende en mulighed for at komme på højskole.”
Jeg fik rigtig meget ud af at være der både efterår og forår. Jeg fik mere tid til at lære stedet og lærerne bedre at kende. Jeg synes, det var godt at tage et ophold på et helt år, for så nåede jeg på en måde at få det hele med”