Folkemødet

Højskoleelever laver tale til Hovedscenen på Folkemødet

Udgivet 12-06-2024

Normalt er det partiledere, der får lov til at tale på Folkemødets hovedscene på Bornholm. Men ved demokratifestivalens afslutning holdes en tale, som højskoleelever samler for talerskolen Røst. Ordene kommer fra de almindelige folkemødegæster, som igen i år kan få deres bidrag med. Læs sidste års tale her.

Sidste år var første gang, at elever fra Silkeborg Højskole samlede folkets tale til Folkemødet sammen med talerskolen Røst. Her ses nogle af de elever, der stod bag. Foto: Røst

"Sommeren starter, når Folkemødet går i gang.
Altså, jeg er politisk aktiv, meget politisk aktiv.
Jeg nåede ikke bussen hjem, så jeg har sovet her på pladsen.
Jeg går jo lidt i røven på Statsministeren.
Jeg må hjem og have en pause, altså."

Sådan indledte musiker Katinka Bjerregaard sidste år en ret atypisk tale på Folkemødets hovedscene på Bornholm. 

Normalt er det nemlig primært partiledere, der får lov til at holde taler på Hovedscenen, men den tale, Katinka læste højt, kom fra folket. 

I løbet af festivaldagene havde elever fra Silkeborg Højskole sammen med talerskolen Røst indhentet citater fra Folkemødets mange forskellige gæster og derefter samlet dem i én lang tale, som blev folkets første tale på Hovedscenen. 

Giv dit bidrag til talen

I år gentager Røst og Silkeborg Højskole successen og samler en tale med ord fra deltagerne på Folkemødet. 

Hvis man ønsker at bidrage til talen, kan man blandt andet komme forbi Ungdomshøjen torsdag kl. 13, hvor man kan møde talerskolen Røst og unge modige talere samt dele sit bidrag med elever fra Silkeborg Højskole.

Talen vil i år blive læst højt af sangerinde Pernille Rosendahl. Det sker under Hovedscenens afslutning lørdag omkring kl. 21.

Mød Højskolerne på Folkemødet

Højskolerne inviterer til et væld af arrangementer på Folkemødet 2024 i eget telt og på andre scener. I Højskolernes Skybar serveres der desuden kolde fadøl, vin, champagne, sodavand og cocktails med og uden alkohol.

Find programmet for Højskolernes telt her.

Læs Folkets tale fra 2023

Sommeren starter, når Folkemødet går i gang.
Altså, jeg er politisk aktiv, meget politisk aktiv.
Jeg nåede ikke bussen hjem, så jeg har sovet her på pladsen.
Jeg går jo lidt i røven på Statsministeren.
Jeg må hjem og have en pause, altså.

For 10 år siden kendte alle hinanden på Folkemødet - det var
en stor fætter-kusine-fest. Jeg kender slet ikke alle længere.
Det er første gang, jeg er her på Folkemødet, men det er ikke
den sidste.
Her kan man klappe af sine modstandere på trods af
uenigheder.

Det er spændende, at alle har lov til at være her.
Vi har været nødt til at have vores egne tegnsprogstolke med,
for der er ingen herovre.
Alt fungerer godt her på Folkemødet - både praktisk og
relationelt.
Busserne kører slet ikke optimalt, hvis man bor lidt udenfor.

Folkemødet er en lukket fest. Det er Northside for akademikere.
Jeg har lært, at konsulenter fester kedeligt. Måske var det som
forventet.
Man bliver glad for, at her er så mange unge mennesker - det
giver håb.
Mit telt blev mega vådt. Det var ret frustrerende.

Folkemødet burde ligge i Ringsted. Det er dyrt og besværligt at
tage herover.
Nogle gange bliver meget kendte personer, politikere og andre
placeret på meget små scener - det er lidt dårligt planlagt.
Jeg vil gerne bruge mere tid på debatter med folk, som jeg er
uenig med.
Der er stadig folk, der råber satans racister efter os.
Jeg synes, alt er godt ved Folkemødet.
Vi mødte en politimand, som synes, der er alt for få isboder.

Nu er jeg jo stodderkonge, så min opgave er at holde øje med
det hele.

Det er dejligt, at der er kommet mere opmærksomhed på børn
og unges trivsel.
Der burde være mere fokus på at få folk med handicap med i
debatterne.

I Danmark burde vi kæmpe for bedre seksualundervisning. Vi
burde tale mere om sex.
Fuck lektier og lange skoledage.
Jeg ville bevise overfor mine lærere, at jeg kunne blive til noget,
selvom de havde sagt, at jeg ikke kunne.

Det gør mig frustreret, når folk siger noget udelukkende for at
provokere.
Jeg har en depressiv følelse om fremtiden, men det gavner jo
ikke nogen.

De bilder os ind, at verden vælter, fordi der er en ko, der prutter.
Er det klimavenligt, at folk flyver rundt for at tale om klima?
Der bliver talt om bæredygtighed overalt på Folkemødet - ved
vi overhovedet, hvad det betyder? Hvad bliver det næste
bullshit-ord?
Hvorfor er affaldssorteringen så dårlig?
Når vi gør individet ansvarligt, spiller vi med på
fossil-industriens narrativ. Vi udskammer hinanden i stedet for
dem, der egentlig er de ansvarlige.

Vi skal ikke bruge milliarder på at bekæmpe universets
udvikling. Vi skal bruge dem på hospitaler og ældre.
Det at leve bæredygtigt er ikke et skridt tilbage - det er et
progressivt skridt frem.
Jeg er bekymret for den tid, vores børnebørn skal leve i.

Vi nyder varmen her og lukker øjnene for katastroferne i
udlandet.
Jeg vil bare gerne betale mindre i skat og have mere frihed.
Kapitalisme er en naturkatastrofe.
Alle de penge vi tjener, dem deler vi med de andre hjemløse -
eller også så bruger vi dem med det samme.

I går var der en debat om inklusion i folkeskolen og den
normale krop, og der mangler jeg, at folk med handicap bliver
inkluderet i stedet for bare at være blandt publikum.
Vi har en tendens til at tro, at vi er mere rummelige, end vi er.

Forskellen mellem land og by er blevet for stor. Vi skal insistere
på at skabe et sammenhængende Danmark.
Jeg ærgrer mig over behandlingen af flygtninge. Den
manglende tolerance, som desværre hersker.

Alt handler jo bare om penge, penge, penge.
Vi er for mange hjemløse, der falder ud af systemet.

Minoriteter styrker samfundet.
Man er dansk, hvis man føler sig dansk.
Diversitet handler næsten altid om køn.

Tag ansvar for Grønlands børn.
Vi taler meget om velfærdsstaten, men de fleste af os ved ikke,
hvordan den ser ud.
Vi burde tale mere om familien. Styrke familien. Det er det
næreste fællesskab, vi har.

Hvis der var flere personer med handicap i Folketinget, ville vi
have et bedre samfund. Det er indiskutabelt.
Man kan ikke bare vælge at være solidarisk. Det er noget, man
skal træne.

Det er skønt at være udenfor.
Hvad dælen gør vi, når vi bliver så mange gamle?
Jeg vil gerne lave mere frivilligt arbejde og bo sammen med
andre i seniorbofællesskab.

Hvis politik var mit arbejde, ville jeg sige op.
Det er surrealistisk at se politikerne i virkeligheden, og ikke
bare på TV’et.
Dem derovre de er lidt mere socialdemokrater, end jeg er.
(peger)

Folkemødet har lært mig at være mindre kynisk og mere
smilende.
Jeg synes, jeg har været til mange arrangementer her, hvor jeg
har fået noget håb, og hvor man brænder for det samme. Alle
vil jo skabe en bedre fremtid.

Vi skal huske at sætte tid af til fordybelse. At have tålmodighed
med os selv.
Ingen kender sandheden, men sammen ser vi et større billede.
Midsommeren er kærlighedens tid.
Det er godt, at folkets stemme bliver hørt.

Tak for jeres ord!

Talen er lavet på Folkemødet i 2023 af Talerskolen Røst og Silkeborg Højskole. 

Vil du bidrage til Folkets tale 2024?

Hvis du er på Folkemødet, kan du blandt andet bidrage til Folkets tale ved følgende event:

Kl. 13-13.45: Mød talerskolen Røst, og giv dit bidrag til Folkets tale

Lyt til modige unge talere, og brug din egen stemme ved at dele dit bidrag til Folkets tale 2024.

Arrangør: Røst og Silkeborg Højskole. 
Sted: Ungdomshøjen, A3

Andre nyheder

Hent flere

Vil du modtage vores nyhedsbrev?

Højskolernes nyhedsbrev er for dig, der har været på højskole, skal på højskole eller bare gerne vil vide noget om, hvad der sker i højskoleverdenen og hvad, du kan deltage i.

  • Aktuelle historier fra højskolelivet
  • Nyt om højskolekurser
  • Nyheder om Højskolesangbogen
  • Offentlige arrangementer på højskoler
  • Konkurrencer

Felter med (*) skal udfyldes