Når man tænker på Folkemødet på Bornholm, tænker man måske på politikere, virksomhedsledere, interesseorganisationer og nysgerrige borgere i den lidt ældre aldersgruppe. Men tænker man også på unge?
I en tid præget af krig, klimaforandringer og mistrivsel er der behov for, at vi tænker nyt og handler anderledes. På vores u-formede plads er der rum til at foretage en 180 graders vending og skubbe samfundet i den modsatte retning.
Lisbeth Trinskjær, formand for Højskolerne
Det vil man fremover komme til. For i år åbner en ny plads på Folkemødet, som skal sikre, at yngre generationer fylder mere på demokratifestivalen end nogensinde før og er med til at sætte dagsordenen.
Unge er drivkraften
Pladsen har fået navnet U-vendingen, og bag den står de markante unge-aktører på Folkemødet DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, Højskolerne, Ungdomsskoleforeningen og Ung Agenda, som er et partnerskab mellem Folkemødet og Tuborgfondet.
Sammen arbejder foreningerne for at skabe de bedste rammer for unges engagement i demokratiet, siger Jimmi Mørup Nielsen, der er programleder hos Ungdomsskoleforeningen:
”Med U-vendingen skaber vi en plads på Folkemødet, hvor unge er drivkraften. Her sætter unge dagsordenen, og her lægges op til aktiv deltagelse, hvor den politiske rummelighed er stor, og hvor alle folkemødegæster er inviteret med,” siger han.
Et folkemøde for flere unge
Målet med det nye område er at sikre, at der skabes et folkemøde, som rummer alle generationer, og som giver flere unge en plads i de demokratiske samtaler.
”Der findes masser af unge med ekspertviden, og som bidrager til at nuancere debatten. Derfor er det også vigtigt for os, at unge inviteres op på flere af Folkemødets scener ligesom på U-vendingen. Udover det er det også fedt for unge at have nogle at kunne spejle sig i på Folkemødets scener,” siger Christine Ravn Lund, forkvinde for DUF.
Et større engagement i samfundet
Med U-vendingen håber aktørerne også at kunne være med til at styrke unges demokratiske selvtillid og engagement i samfundet generelt, siger Peter Giacomello, der er sekretariatschef i Tuborgfondet.
”Vores erfaring er, at Folkemødet kan give mange unge en god oplevelse med at stå på en scene, at tale med en folkevalgt politiker eller at deltage i en debat. Den oplevelse kan motivere dem til også at engagere sig efter Folkemødet og til at bruge deres stemmer på forskellige måder,” siger Peter Giacomello.
Samfundet har brug for en u-vending
På U-vendingen vil man både kunne besøge Højskolernes telt og bar, Ungdommens Plads, DUF - Ungdommens Scene samt et fælles loungeområde. Der vil være talks og debatter, kreative workshops, koncerter, improteater og mange andre events på området.
Håbet er, at de mange forskellige events og udtryksformer åbner for nye indsigter og kan inspirere til nye veje i de problemstillinger, der fylder i samfundet lige nu. Det siger Lisbeth Trinskjær, der er formand for Højskolerne.
”I en tid præget af krig, klimaforandringer og mistrivsel er der behov for, at vi tænker nyt og handler anderledes. På vores u-formede plads er der rum til at foretage en 180 graders vending og skubbe samfundet i den modsatte retning,” siger Lisbeth Trinskjær.
I aften indvies U-vendingen med et netværksarrangement for unge på Folkemødet. Her vil der være fællessang, paneldebat med foreningerne bag, workshops og en koncert med bandet Rigmor.