Se jule- og nytårskurser her
December er lig med store fejringer, som for mange finder sted i hjemmet med familie og venner. Men en stor del af danskerne vælger også at holde deres jul og nytår i ganske andre rammer. Nemlig på højskole.
Interessen for at fejre jul og nytår på en højskole vokser. I år udbyder 19 højskoler i alt 29 jule- og nytårskurser, hvilket er en lille stigning fra 26 kurser sidste år og det højeste niveau registreret længe.
Det viser en opgørelse fra Folkehøjskolernes Forening, der er medlemsorganisation for landets højskoler, på baggrund af optælling af kurser på hojskolerne.dk og tilbagemeldinger fra skolerne selv.
Ifølge Betina Egede Jensen, der er generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening, er er glædeligt, at så mange vælger at fejre højtiden på højskole.
”For os er det et stærkt udtryk for, at fællesskab, dannelse og nærvær ikke holder ferie – heller ikke til jul og nytår. I år har nye højskoler givet sig i kast med kurser over jul og nytår, og flere højskoler melder om ventelister mange måneder før jul. Det fortæller os, at rigtig mange aktivt vælger højskolen til i højtiden – både for fællesskabets og indholdets skyld,” siger hun.
Fællesskab, foredrag og oplevelser
På højskolerne får kursisterne en jul eller et nytår, der kombinerer fællesskab, tradition og indhold som foredrag, fællessang, musikalske indslag, workshops og oplevelser ud af huset kobles. Alt kobles med de traditioner, der hører til de klassiske jule- og nytårsfejringer.
“Jul og nytår kan være både lyse og svære dage. Højskolerne skaber rum, hvor man kan mærke traditionerne, men også få nye perspektiver, nye bekendtskaber og en oplevelse af at høre til. Det ser vi et stigende behov for,” siger Betina Egede Jensen.
Nye højskoler holder kurser
I 2025 holder 16 højskoler nytårskurser, hvoraf nogle holder kurser, der varer i begge uger. På Rønde Højskole udbydes nytårskursus for allerførste gang, og her var interessen overvældende. Ifølge højskolen var kurset, som har plads til 80 deltagere, udsolgt i løbet af kun et par måneder.
På Vestjyllands Højskole har man længe afholdt nytårskurser, men i år er det første gang, at højskolen også forsøger sig med et julekursus. Der er på nuværende tidspunkt venteliste til nytårskurset, hvor der er plads til 86 deltagere, og på julekurset er der fortsat et par ledige senge.
Kun tre af deltagerne har tidligere været på højskolen før, og for mange er det formentlig første gang, de overhovedet skal på højskole, siger forstander Ida Wentzel Winther. De tilmeldte er en blanding af par og folk, der kommer alene eller med venner og familie.
”Vi kan mærke, at mange opsøger et nyt fællesskab omkring julen, som traditionelt set er familiens fest. En jul på højskolen er en måde at have nogen at holde jul sammen med eller at opleve en anderledes, men stadig forpligtende og fælles jul. Kursisterne vil gerne synge, samtale, være kreative og bruge både krop og sind – og samtidig slippe for at sidde alene, eller stå for hele julelogistikken, siger forstander Ida Wentzel Winther.
Fællesskab, indhold og en meningsfuld fejring
Generelt melder mange højskoler om, at deltagerne på jule- og nytårskurserne er 50 år og opefter, men det yngre segment vinder også frem nogle steder.
Flere højskoler beretter om en høj andel gengangere på deres jule- og nytårskurser – på nogle kurser udgør de op mod halvdelen af deltagerne. Mange tilmelder sig næste års kursus, mens de stadig er på opholdet.
Fælles for mange er ønsket om at holde jul eller nytår i gode rammer sammen med andre mennesker – og gerne med mere indhold end ”bare” fest.
På Højskolen Mors er der også få pladser tilbage til nytårskurset, hvor både enlige og mindre grupper samles til et aktivt nytårskursus med dans, sang, teater, debat og vandring.
“Kursisterne er meget engagerede, og det er vidunderligt at være med til at skabe meningsfyldte og festlige dage for kursisterne, hvoraf nogle har oplevet pludselig at blive alene. Andre tager på højskole sammen nogle stykker for at prøve at give mere indhold til nytårsfesten. Der har været en vedholdende interesse for vores nytårskurset, og det betyder noget, at højskolerne tilbyder at danne ramme også for nogle af højtiderne,” siger forstander Nikolai Seidelin.
Få pladser tilbage enkelte steder
Mange kurser er udsolgt eller har lange ventelister, men der er stadig enkelte muligheder for dem, der vil fejre jul eller nytår på højskole i år.
Flere skoler melder om få ledige pladser, blandt andet på enkelte julekurser og nytårskurser rundt om i landet. Interesserede kan løbende holde øje med oversigten over korte kurser på hoejskolerne.dk, hvor skolerne opdaterer status på ledige pladser.