“En Maggiterning af de lange ophold”
Kim Jensen fra Aalborg Sportshøjskole kalder de korte kurser for en kondenseret version af de klassiske lange højskoleophold:
“Vi byder både ind med indhold til hovedet og kroppen, hvilket gør, at kursisterne lærer sig selv bedre at kende fysisk og mentalt. Folk bliver ofte overraskede over, hvor meget de rent faktisk tager med sig hjem.”
Han fremhæver også, hvordan kurserne skaber unikke møder mellem mennesker:
De korte kurser samler folk på tværs af alder og baggrund om en fælles passion. Det generationsmøde kan noget særligt.
Fællesskab, der gør indtryk
Lillian Hjorth-Westh har undervist på flere højskoler og oplevet, hvordan korte kurser bringer mennesker sammen på en helt unik måde:
Det er fantastisk at være med, når der opstår dialog og fællesskab i højskolens rammer. Korte kurser er store oplevelser på kort tid.
Hun husker især en særlig oplevelse fra Bornholms Højskole:
“Fire søstre deltog sammen, og gennem vores samtaler fandt jeg frem til, at deres bror, som de havde mistet kontakten til, befandt sig på Bornholm. Jeg inviterede ham op på højskolen, uden at søstrene vidste det. Deres gensyn var så rørende, og det minder mig om, hvor meget højskoler også kan være et sted for menneskelige forbindelser.”
“En eksistentiel dannelsesdukkert”
Christian Hjortkjær, der står bag kurset “Én på eksistensen” på Silkeborg Højskole, beskriver de korte kurser som en måde at genfinde sig selv på:
“Det er vidunderligt, at man kan gå fra hverdagens tomgang og så få sig en eksistentiel dannelsesdukkert. Man lærer at grine og græde af det hele igen.”
For Christian er noget af det mest berigende, når mennesker mødes på tværs af generationer:
Det rører mit hjerte, hver gang jeg ser et menneske vågne op og få mod til at gå hjem og lave sit liv om.
“Et helt semester komprimeret til en uge”
Christian Hjelm, underviser i rytmisk sammenspil på Engelsholm Højskole, beskriver de korte kurser som en intens og livgivende oplevelse:
“De korte kurser er jo nærmest som et helt semester komprimeret ned til én intens uge. Kursisterne får mulighed for at undersøge, udforske kunsten og søge efter underet, om man vil. Men det handler lige så meget om sammenhold og fordybelse.”
For Christian handler det om at skabe et rum, hvor der er plads til både ambitioner og sjov. Han tilføjer:
En uge lyder ikke af meget, men i denne sammenhæng sidder den i krop og sind i flere uger efter. Et bombardement af indtryk – det gør det til noget særligt.
“En uge uden Aula og opvask”
For Mette Mortensen, der underviser i frilufts- og vildmarksliv på Ryslinge Højskole, er de korte kurser et frirum:
“Når du tager på et kort kursus, træder du ind i en verden, der handler om fordybelse, inspiration og gode mennesker. Der er ingen opvask eller Aula, du skal forholde dig til. Du kan trække stikket og være meget aktiv på samme tid.”
For Mette er det noget helt særligt at se kursisterne tage hjem med ny energi og inspiration:
Jeg holder især af, når jeg skal tage afsked med kursisterne og kan mærke, at de er blevet inspireret og tager noget med hjem, som de kan bygge videre på.
Højskolernes korte kurser er mere end bare undervisning – de giver dig fællesskab, inspiration og et friskt perspektiv på både dig selv og verden omkring dig. Det er en uge, der bliver siddende i både krop og sind længe efter.
___
Hvis dette lyder som noget for dig, kan du gå på opdagelse i højskolernes mange forskellige kurser og fag - der er noget for en hver smag.
Søg i kurser